Sådan trylles dine nye kolleger til dine nye medlemmer: Mød dem. Lyt til dem. Spørg dem.
Al forskning, al erfaring peger i samme retning: Hvis kolleger skal forvandles til medlemmer, skal du møde dem. Du skal møde dem konkret, så de lærer dig at kende og ved, at du er deres tillidsrepræsentant. Og du skal møde dem i overført forstand: Du skal lytte til dem, vise interesse for dem, opbygge en relation. Og så vise dem, at de har brug for en tillidsrepræsentant og det fællesskab, som klubben er.
Ikke alle tillidsrepræsentanter bryder sig om at organisere - det får dem til at føle sig som sælgere. Men tag det roligt. For du har medvind. Forskerne fortæller, at langt de fleste danskere synes, at fagforeningerne er helt nødvendige. Du repræsenterer altså et godt brand. Og mange ikke-medlemmer fortæller forskerne, at de egentlig gerne ville være en del af fællesskabet, men de er bare aldrig blevet spurgt.
Så du kan trygt opfordre nye kolleger til at blive medlemmer.
Når du mødes med kollegerne, kan det være en god idé, at du er opmærksom på følgende punkter:
- Gem salgstalen og lyt. Det er sjældent en god idé at overfalde de nye medlemmer med en brandtale om dine og foreningens fortræffeligheder. Spørg i stedet for at tale. Spørg dem, hvordan de har det. Om de er faldet til. Om der er noget, de bekymrer sig over eller er i tvivl om. Hvis du viser oprigtig interesse i dem og deres situation, er der større sandsynlighed for, at de senere vil melde sig ind og bruge dig som tillidsrepræsentant.
- Demonstrér værdi. Når kollegaen fortæller om sin situation, så byd ind og vis, hvad du kan hjælpe med. Du kan tilbyde et fællesskab. Du kan hjælpe med regler og praksis. Du kan lytte. Som tillidsrepræsentant har du masser af muligheder for at hjælpe medlemmerne, og det skal dine nye kolleger vide. At give kollegaen en medlemsmappe viser også værdi.
- Stil spørgsmålet. Opfordr kollegerne til at melde sig ind. Fortæl dem, at det betyder noget, at I er mange, og at I står sammen. Du må selv finde ud af, hvordan du stiller spørgsmålet, og hvor direkte du gør det. Der er mange forskellige veje til organiseringen, men du når kun frem, hvis du opfordrer dem, som ikke er medlemmer, til at blive det. Her kan det være godt, at du har forberedt et pitch, hvis medlemmer spørger: ”Hvorfor skulle jeg det?” eller endnu værre: ”Nej, det gider jeg ikke”. Overvej med dig selv: Hvad er dit bedste argument for, at kollegerne skal være medlemmer.