Tre trin til at lande en overenskomst for højskolelærerne

Som højskolelærer arbejder du uden overenskomst. Endnu. Målet for Frie Skolers Lærerforening er at forhandle en overenskomst på dine vegne

D 16. juni 2022

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef
Overenskomst

1: HALVDELEN AF HØJSKOLELÆRERNE SIKRER FORHANDLING OM EN OVERENSKOMST

Den dag, hvor halvdelen af lærerne på de danske folkehøjskoler er medlemmer af Frie Skolers Lærerforening, kan foreningen kræve forhandling om en overenskomst på højskoleområdet. Siden højskolelærerne i 2020 blev en del af Frie Skolers Lærerforening, har overenskomsten været højskolemedlemmernes store drøm.

En overenskomst vil sikre aftalte forhold omkring løn, arbejdstid og ansættelsesvilkår. Højskolelærerne er den sidste gruppe på det offentlige arbejdsmarked, som ikke har indflydelse på deres egen arbejdssituation. Efterskolelærerne blev en del af den danske model, da de i 1982 fik retten til en overenskomst.

2: FRIE SKOLERS LÆRERFORENING INDLEDER FORHANDLINGER

Når halvdelen af højskolelærerne er medlemmer af Frie Skolers Lærerforening, vil foreningen kontakte de statslige arbejdsgivere og indlede arbejdet med at få en overenskomst. Internt vil foreningens medlemmer blive inddraget i drøftelserne om, hvordan overenskomsten skal se ud, og hvad den skal lægge vægt på.

3: HØJSKOLELÆRERNE FÅR DERES OVERENSKOMST

Med en overenskomst får højskolelærerne aftalte forhold omkring deres løn- og arbejdstidsforhold. Målet med en overenskomst er at definere en fornuftig ramme om ansættelsesvilkårene generelt. Det handler om at sikre en fornuftig bund, så lærerne kan holde til at arbejde som højskolelærere hele livet, og så højskolearbejdet ikke kun bliver for lærere, der ikke har familie eller andre forpligtelser.

Med en overenskomst kan lærerne på højskolerne vælge en tillidsrepræsentant. Tillidsrepræsentanten vil som en lokal ekspert være med til at sikre, at skolen overholder de indgåede aftaler om løn, arbejdstid, hvile-og fridøgnsbestemmelserne m.m. Og tillidsrepræsentanten kan være med til at sikre et godt og tillidsfuldt samarbejde på skolen og dermed et godt arbejdsmiljø.

Endelig kan tillidsrepræsentanten – afhængigt af overenskomsten – indgå lokale aftaler om løn- og arbejdstid, så forholdene tilpasses den enkelte skoles særlige forhold, tradition og værdier.

Tillidsrepræsentanten og medlemmerne vil samtidig udvikle et fagpolitiske fællesskab på højskolen og drøfte, hvilke regler og vilkår der skal gælde hos dem. Med en overenskomst bliver højskolelærerne desuden omfattet af det fagretlige system.

Det betyder blandt andet, at det bliver lettere at løse lokale uenigheder og at samarbejde om udviklingen af en god skole.

deltag i debatten