Overenskomsten er en vigtig del af den treenighed, som regulerer løn- og ansættelsesvilkår på det danske arbejdsmarked. Og overenskomsten vil gøre arbejdet og ansættelserne mindre vilkårlige.

En overenskomst er en kollektiv aftale mellem arbejdsgiverne og lønmodtager­ne på et defineret område. En fagfor­ening kan kræve en overenskomst for de ansatte på et særligt område, hvis mere end 50 procent af de ansatte på området er medlem af fagforeningen.

Betingelsen med de 50 procent skal sikre, at fagforeningen taler på vegne af et flertal af de ansatte. Over halvdelen af de ansatte tilkendegiver gennem de­res medlemskab, at de giver fagforenin­gen mandat til at forhandle deres løn-, ansættelses- og arbejdsvilkår.

Idéen om kollektive aftaler og for­handlinger og om organisering i fagfor­eninger opstod ud fra en erkendelse af, at den enkelte lønmodtager står alt for svagt over for arbejdsgiveren. Lønmod­tagerne får kun reel indflydelse, hvis de organiserer sig og står sammen.

En overenskomst bør tænkes på to niveauer – et centralt og et lokalt. På det centrale niveau er det fagforeningen, som indgår en aftale med arbejdsgiver­repræsentanten. På det lokale niveau er det tillidsrepræsentanten, som forhand­ler lokale aftaler med skolens lokale ar­bejdsgiver – altså bestyrelsen eller for­standeren.

En højskoleoverenskomst
En højskoleoverenskomst vil sandsynlig­vis blive forhandlet og indgået mellem Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (som repræsentant for arbejdsgiverne) og Frie Skolers Lærerforening (som re­præsentant for højskolelærerne). Medar­bejder- og Kompetencestyrelsen vil i så fald forhandle på vegne af alle højsko­lerne, og aftaler vil være bindende for dem. Det indebærer sandsynligvis, at en højskole skal overholde overenskom­sten, hvis den vil have tilskud. Frie Sko­lers Lærerforening forhandler tilsvaren­de på vegne af alle højskolelærerne, og en aftale vil være bindende for alle på området – ikke bare medlemmerne.

Ved overenskomstforhandlingerne, som normalt foregår hvert tredje år, kan fagforeninger som for eksempel Frie Skolers Lærerforening overdrage deres forhandlingsmandat til en hovedorgani­sation eller et forhandlingsfællesskab, der så forhandler de generelle vilkår, som gælder på hele statens eller hele det offentlige område. Når de generelle for­handlinger er afsluttet, forhandler fag­foreninger som Frie Skolers Lærerfor­ening de særlige aftaler og forhold, som gælder for lige nøjagtig deres del af det store område, og som udfylder overens­komsten.

Overenskomstens regler
En overenskomst indeholder normalt regler om de helt overordnede forhold. Det kan være om lønnen (hvor høj skal den være, hvilken trin har den, hvordan reguleres og forhandles den?), om ar­bejdstiden (hvor meget skal lærerne ar­bejde? Hvad skal og kan arbejdet bestå af? Hvornår skal de have særlige ulem­petillæg osv?), særlige regler for nye læ­rere, for seniorer osv.

Overenskomst og lovgivning
Overenskomsten er ikke det eneste, som regulerer de ansattes løn- og arbejdsvil­kår. Folketinget vedtager en række love, som også har betydning for dit arbejde. Ferieloven (som for eksempel siger, at du skal planlægges med tre ugers sam­menhængende hovedferie), Arbejdsmil­jøloven (som for eksempel siger, at din arbejdstid skal planlægges, så du inden for en periode på 24 timer skal have mi­nimum 11 timers sammenhængende hviletid) og som noget helt nyt: loven om tidsregistrering, som fra 1. juli 2024 pålægger arbejdsgiveren at indføre et arbejdstidsregistreringssystem, som gør det muligt at måle den daglige arbejds­tid for hver enkelt lønmodtager. Lovene gælder for alle lønmodtagere. Det er alt­så ligegyldigt, om man er medlem af en fagforening eller ej, og om man har en overenskomst eller ej. Men overenskom­sterne udfylder og supplerer lovene og giver dermed en mere specifik beskyt­telse af lønarbejdet.

Det er et hovedprincip, at en over­enskomst ikke må stride mod lovene. Men en række love indeholder regler om, at man med en overenskomst kan fravige lovens bestemmelser. Det vil sige, at man i loven åbner op for, at man lokalt kan tilpasse reglerne, så de fun­gerer bedre på et pågældende område. Men det er også et hovedprincip, at en fravigelse ikke må stille lønmodtagerne dårligere.

Lokalaftalerne
Lokalaftalerne er overenskomstens de­centrale variant. Og lokalaftaler indgås mellem skolens bestyrelse (eller for­standeren) som arbejdsgiverrepræsen­tant, og tillidsrepræsentanten som re­præsentant for lønmodtagerne – altså højskolelærerne.

I princippet kan man sige, at Frie Sko­lers Lærerforening overdrager tillidsre­præsentanten retten til at håndhæve, for­handle og tilpasse overenskomsten til højskolens hverdag, mens Medarbejder-og Kompetencestyrelsen gør det samme til bestyrelsen/forstanderen.

Med der er en række begrænsninger i tillidsrepræsentantens og lederens muligheder for at indgå lokale af­taler.

Lokalaf­taler må ikke stride mod lovgivningen. Nogle love – for eksempel ferieloven – nævner, at bestemte para­graffer kan fraviges af kollektive afta­ler, mens andre bestemmelser er ufravi­gelige.

Lokalaftaler må heller ikke stride mod overenskomsten. Lokalaftalerne kan supplere overenskomsten – det vil sige lave aftaler om forhold, som ikke er behandlet i overenskomsten. Og lokal­aftalerne kan fravige overenskomsten de steder, hvor overenskomsten ekspli­cit nævner, at det er muligt at fravige. Også her gælder det dog, at en fravigel­se aldrig må give lønmodtagerne ringe­re vilkår end dem, der er aftalt i over­enskomsten (eller loven).

Lokalaftaler regulerer vilkårene for lærerne på den enkelte skole. Og det er ofte de specielle forhold, den nævner.

Lokalaftaler kan indeholde regler om lokalløn (hvilke tillæg skal vi have, hvor høje er tillæggene, hvor ofte skal de for­handles?), om arbejdstid (hvor mange lektioner skal vi undervise? Hvilket for­hold skal der være mellem forberedelse og undervisning? Hvilke tillæg skal vi have på rejser med eleverne?), men det kan også være aftaler om personalepoli­tik, om kompetenceudvikling og så vi­dere.

Skolerne kan også indgå lokalaftaler om hviletidsbestemmelser. Men det er kun muligt, hvis loven og overenskom­sten giver mulighed for at fravige reg­lerne. Det er det, der sker på efterskole­området: Arbejdsmiljøloven åbner mu­lighed for, at man ved kollektive aftaler kan fravige (nogle af) hviletidsbestem­melserne. Og overenskomsten indehol­der et bilag, som giver mulighed for, at man ved lokalaftale kan aftale, at dele af reglerne kan fraviges et bestemt an­tal gange.

Den fravigelsesmulighed er der man­ge efterskoler, som benytter sig af. Og fravigelsen giver efterskolelærerne mu­lighed for at arbejde på den særlige måde, som er vigtig for dem og deres skoleform.

Lokalaftalerne åbner altså rum for fleksibilitet og lokal tilpasning.

Men overenskomsten er samtidig for­muleret på en måde, så hviletidsbestem­melserne stadig beskytter lønmodtager­ne mod udnyttelse. Derfor er der reglen om, at man kun må fravige enkelte punkter. Og derfor er der reglen om, at fravigelsen kun kan ske med en kollek­tiv aftale indgået af tillidsrepræsentan­ten. Det beskytter lønmodtagerne.