Arbejdstid var i centrum på første højskoletræf

Når der ikke er aftaler og udtalte forventninger til opgaverne og arbejdstiden, trækker det energi fra alt andet, højskolelærerne laver – det suger energi fra det, højskolelærerne er bedst til: at undervise og danne.

Nogenlunde sådan kan man opsamle den drøftelse, som de 24 deltagere på Frie Skolers Lærerforenings første højskoletræf.

Arbejdstid var det gennemgående emne på træffet.

Ifølge Pia Beltoft, der er lærer på Vallekilde Højskole, er en af de største udfordringer, at arbejdstiden individualiseres på højskolen. Individualiseringen har en række uheldige konsekvenser, mener hun. Nogle er gode til at holde styr på, om de arbejder nok. Men andre – ofte nye og unge – kan føle, at de bør melde sig, når ledelsen spørger, hvem der kan tage en vagt eller løse en opgave. De gør det for at være gode kolleger eller vise deres værd, men det er svært at have overblik over, hvad opgaven fylder, og hvor meget de egentlig kommer til at arbejde samlet set. Og det er uheldigt. Dels risikerer den enkelte at brække nakken på det, dels kan man som lærerhold miste overblikket over, hvem der egentlig løser hvilke opgaver, og om fordelingen er fair, siger Pia Beltoft.

Hun oplever, at kollegerne er opmærksomme på problemstillingerne:

»Jeg hører tit kolleger, som siger: "Husk nu også at holde fri" eller "Sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre". Men den slags individuel omsorg og opmærksomhed løser ikke nødvendigvis problemet med en flydende arbejdstid«.

Fører freelanceregnskab
Ditte Svane fra Askov Højskole genkender problemstillingen. Også hun oplever, at arbejdstiden flyder, og at kollegerne håndterer det meget forskelligt:

»Nogle kolleger fornemmer, at de arbejder det, de skal, andre føler, at de arbejder alt for meget. Sagen er, at ingen af os ved det med sikkerhed, for der findes ingen generel standard for, hvad arbejdstiden rummer, og hvor meget tid vi skal bruge på de enkelte opgaver«, siger hun.

Den flydende arbejdstid betyder også, at lærerne ikke kan nyde den fleksibilitet, som kan ligge i højskolelærerjobbet, mener Ditte Svane:

»I princippet skulle man med god samvittighed kunne tage til morgenyoga om onsdagen eller shoppe om eftermiddagen, fordi man ved, at arbejdstimerne ligger på et andet tidspunkt. Men det kan man ikke, når der ikke findes en norm eller standard. Derfor har mange dårlig samvittighed, både når de arbejder, og når de prøver at holde fri«.

Selv tæller Ditte Svane sine arbejdstimer. Som tidligere freelancer er det helt naturligt for hende:

»Jeg var vant til at betragte mit arbejde som en butik, hvor jeg skal vide, hvor mange timer jeg har arbejdet, og hvor meget jeg kan fakturere. Men det tror jeg ikke, at der er mange kolleger, som gør«, siger hun.

Akkorder giver transparens
Marius Juul Nielsen fra Engelsholm Højskole kom til træffet med en forestilling om, at andre højskoler havde mere styr på arbejdstiden end hans. Han troede, at han skulle lære noget. Men det viste sig, at han var blandt frontløberne.

»Det overrasker mig virkelig«, siger han, »at andre bøvler så meget med det«.

På Engelsholm Højskole har en ny pædagogisk leder været med til at definere akkorder på forskellige opgaver, og det har været en god proces, synes Marius Juul Nielsen:

»Akkorderne giver mere transparens. Det er mere klart, hvornår vi er på arbejde, og hvornår vi ikke er det«, siger Marius Juul Nielsen, som håber, at de kan komme endnu længere ned ad den vej. Og han tror på det. For klarere forventninger kan også være en fordel for skolen, fortæller han.

Da de på Engelsholm gennemgik de forskellige opgaver, blev det pludselig klart, at lærerne var et par timer længere på skolen om aftenen, end ledelsen syntes var nødvendigt. De arbejdstimer er nu frigjort til pædagogisk arbejde, fortæller Marius:

»Også på den måde kommer transparens og klare aftaler skolen til gavn. Vi udnytter arbejdstiden mere bevidst, og vi er enige om, hvad vi prioriterer«.

Højskolejob er ikke et kald
I drøftelsen om arbejdstiden dukker spørgsmålet om kaldet ofte op. For forestillingen om kaldet ligger og rumsterer bag mange af de indvendinger, lærerne møder, når snakken falder på lærernes arbejdstid. Men den krog nægter Pia Beltoft at bide på:

»For mig er højskolearbejdet ikke et kald. Det er et arbejde. Et arbejde, som jeg er meget glad for og engageret i - men et arbejde«.

Hun mener ikke, at man kan tvinge kalds-tanken ned over hovedet på en hel faggruppe:

»Et kald er for mig at se noget individuelt. Det kan godt være, at det at være højskolelærer er et kald for min kollega, men ikke for mig. Men det gør ikke nogen af os dårligere medarbejdere«, siger hun og tilføjer:

»Den mere eller mindre eksplicitte forestilling om højskolearbejdet som et kald, kan spænde ben for en masse vigtige samtaler om løn, akkorder og arbejdstid«.