Støtte eller lån?
Det er næppe nogen hemmelighed, at det er svært at blive klog på, om det lykkes at lande en overenskomst ved forårets forhandling. Der er massive udfordringer i forhandlingerne, som du kan læse om andetsteds, og derfor har hovedbestyrelsen meldt ud, hvordan forholdene kommer til at være, hvis det ikke lykkes at lande en overenskomst. Det er intet nyt i, at hovedbestyrelsen laver disse forberedelser i forbindelse med overenskomstforhandlinger – det gør vi ved hver eneste overenskomstforhandling.
Hovedbestyrelsen har besluttet, at hvis det skulle komme til en konflikt, så vil medlemmer, som bliver udtaget til en ikke så omfattende strejke, modtage støtte fra foreningen, mens medlemmerne i tilfælde af en lockout eller en meget stor strejke vil blive tilbudt lån fra foreningen – helt på linje med de lån, som vores kolleger i Uddannelsesforbundet og Danmarks Lærerforening vil få.
Vi valgte den model af flere grunde. For det første er det afgørende, at vi laver gode og solide ordninger for medlemmerne. Ingen skal gå fra hus og hjem på baggrund af en konflikt. Det sikrer vi med vores beslutning. Uanset, om det bliver støtte eller lån, vil et gennemsnitsmedlem få udbetalt ca. 85 procent af sin normale nettoløn. For det andet er det afgørende, at vi får pengene til at række så langt som muligt. Lockouten i 2013 trak økonomiske tænder ud, så vi er meget bevidste om, at vi skal passe på pengene. Derfor vælger vi låneordningen, hvis konflikten bliver omfattende. Med den rækker pengene dobbelt så langt, men netto får du udbetalt 85 procent af det normale. Samtidig går det dobbelt så hurtigt at fylde konfliktfonden op igen – og den skal genopfyldes.
Vi håber ikke, at vi ender i en konflikt. Men hvis vi gør det, skal der være klarhed om, hvilke betingelser denne foregår under. Det har vi prøvet at skabe ved disse ordninger – ordninger, som vi aldrig håber kommer i brug.