Vi slås stadig, selv om I ikke hører en lyd

Jeg kan godt forstå, hvis du som medlem af Frie Skolers Lærerforening sidder og tænker: ”Hvad sker der egentlig ved overenskomstforhandlingerne?”

Det er helt korrekt og helt nødvendigt, at der ikke kommer mange meldinger, når forhandlingerne er henlagt til Forligsinstitutionen, hvor der er skærpet tavshedspligt.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at knasterne i de igangværende forhandlinger er der endnu.

• Vi ønsker en lønstigning, som kan mærkes, og som modsvarer, hvad de får i den private sektor.
• Vi ønsker, at det slås fast, at ansatte i stat og kommuner har ret til betalt frokostpause.
• Vi ønsker, at vi som lærere igen får aftalte forhold omkring arbejdstiden. Forhold, der er det samme værd, som de aftaler alle andre faggrupper i stat og kommuner har.

At arbejdsgiversiden ikke kan imødekomme os på en måde, så det bliver muligt at lave en aftale, er imidlertid helt uforståeligt.

Når det kommer til lønnen, er det afgørende, at arbejdsgiverne også med lønnen viser, at de sætter pris på de offentligt ansatte. Vi har på det frie skoleområde store problemer med at få skolerne til at gøre præcis det samme, og derfor halter vores løn langt efter de kommunalt ansatte læreres løn. Hvis lønudviklingen også svigter på det centrale niveau, så kommer der også til at ske en skævvridning af lønnen mellem den private og offentlige sektor. En del af vores skoler er begyndt at berette om, at de ikke kan få de lærere, som de gerne vil have, fordi de ganske enkelt ikke vil betale den løn, som de har med fra det kommunale system. Så løn er også et vigtigt rekrutteringsværktøj.

Den betalte frokostpause er forudsat i en del af de aftaler, der gennem tiden er indgået og indskrevet i overenskomsten. Derfor er det helt oplagt, at man skriver den betalte frokost ind i overenskomsten, sådan at man ikke fremover skal diskutere, om den er et personalegode på samme niveau som fx frugt- eller kaffeordninger.

Og så er der arbejdstiden. Det er nok på dette punkt, at det er allersværest at forstå, at vi ikke kan blive enige. Hvis man går ind for den danske model, sådan som både vores side og arbejdsgiverne siger, at de gør, så er det uforståeligt, at man ikke samtidig ønsker at lave en arbejdstidsaftale med lærerne.

Den anden side af bordet siger: ”Jamen det vil vi da også gerne. Den skal bare være ligesom den lov, som vi i dag lever efter”.

Men det burde ikke være svært at forstå, at det kan vi ikke aftale. Vores side af bordet har ikke på noget tidspunkt ønsket den lov, som afsluttede konflikten i 2013. Derfor bliver man nødt til i fællesskab at afsøge nye veje, hvis der skal laves en aftale. Og det er nok lige præcis det, der er den helt store udfordring. For i virkeligheden synes arbejdsgiverne, at loven er fin og tilstrækkelig, og derfor skal der ikke ændres et komma. Og derfor har de i regionerne rejst krav om, at også sygeplejerskerne skal have en årsnorm, og at arbejdstiden skal indrettes på nogenlunde samme måde som på skolerne.

Men overenskomster bør ikke være en one size fits all-tilgang. Overenskomster skal passe til det område, som de skal bruges på. Det sagde vi tilbage i 2013, og det mener vi fortsat.

Så mens vi venter på enten en aftale, et mæglingsforslag eller et egentligt sammenbrud i forhandlingerne, så vil jeg lige minde om, at vi stadigt kæmper. Vi kæmper for at opnå en aftale, som forbedrer lærernes løn- og ansættelsesvilkår. Men hvis det ikke kan lade sig gøre, så er vi klar til at tage kampen sammen med alle de andre fagforbund.