Vi lobbyer ikke for hurtig genåbning

Et blogindlæg af Uffe Rostrup, formand for Frie Skolers Lærerforening.

D 10. februar 2021

Uffes uforbeholdne
Debat
Corona

Efterskoleforeningen har tilsyneladende en plan for, hvordan man kan åbne for skolerne på en forsvarlig måde. Planen ser ifølge et Facebook-opslag fra foreningens formand, Torben Vind Rasmussen, således ud:

” Vi anbefaler, at eleverne bliver på efterskolen i længere perioder ad gangen. Dog med en undtagelse for elever, der har brug for at komme hjem i weekenden. Derudover vil vi arbejde med en effektiv teststrategi:

- Første dag efter genåbning: Alle elever skal fremvise en negativ test, når de kommer tilbage på efterskolen

- De elever, der har behov for at tage hjem i weekenden, opfordres til at blive testet inden ankomst på efterskolen

- Tilfælde af smitte blandt elever og medarbejdere håndteres i samarbejde med sundhedsmyndighederne, herunder mulighed for at få mobile testenheder ud på efterskolen

- Vi opfordrer til, at medarbejdere bliver testet ugentligt, som regeringen anbefaler”.

Planen er sikkert fin. Den kan godt strammes op hist og pist. For eksempel skal elever, der har været hjemme i weekenden, selvfølgelig ikke komme tilbage, før de har en negativ test. Og ansatte skal selvfølgelig tilbydes test i arbejdstiden. Men ellers er planen såmænd ganske fin.

Når jeg alligevel sætter mig til tasterne, så skyldes det, at der i øjeblikket tilsyneladende lobbyes ret stærkt for, at genåbningen af efterskolerne skal ske snart. Og det lobbyarbejde, synes jeg, hverken er særlig betryggende eller – måske rettere – etisk forsvarligt.

Vi har i et år sat vores lid til, at politikerne tager de nødvendige og rigtige beslutninger på baggrund af, hvad eksperterne har anbefalet i denne svære tid. Men i øjeblikket turnerer interessenter med alle mulige ideer til, hvad vi skal have åbnet først, og i det kor er efterskolerne helt fremme i forreste linje, for det er synd for eleverne, som skulle have det bedste år i deres liv.

Enig. Det ER synd for eleverne. Men der er vel ingen, som forestiller sig, at regeringen holder efterskoler, gymnasier og alle andre uddannelsesinstitutioner lukkede for sjov. Det er alvor, det her. Og derfor bliver jeg også godt forarget, når alle prøver at hytte deres eget lille område i forhold til, hvad der skal åbne hvornår.

Lad nu eksperterne finde ud af, hvad der er ansvarligt at åbne, og lad os så forholde os til det.

Når så skolerne åbner, så skal det selvfølgelig ske på en forsvarlig vis, og der kan Efterskoleforeningens plan med modifikationer godt bringes i anvendelse.

deltag i debatten