Vi kom langt – men ikke hele vejen
Det er nu også lykkedes at lande en aftale om en overenskomst på det statslige område. Ligesom på de andre offentlige område, så er det en aftale, som adresserer alle de tre store knaster i årets forhandlinger. Og det er en aftale, som jeg og den øvrige hovedbestyrelse vil anbefale, at du stemmer ja til.
Lønrammen blev bedre, end jeg havde turdet håbe på. Vi stillede krav om en lønstigning på 8,2 %, afskaffelse af privatlønsværnet og en genopretning af reguleringsordningen, så vores løn kan holde trit med udviklingen i den private sektor. Vi fik 8,1 %, genopretning af reguleringsordning og afskaffelse af privatlønsværn – en rigtig god aftale. At der skal findes mindst 1,5 % i lokale lønstigninger er irriterende og en udfordring, som vi desværre kender fra tidligere forhandlinger.
Med aftalen er det slået fast, at vi har ret til betalt frokostpause, når vi står til rådighed på skolen. Det har betydning i et scenarie, hvor der bliver færre og færre penge at lave skole for. Det er afgørende, at der sættes blæk til papir på det her aftalte gode, som vi reelt set mener, at vi hele tiden har haft.
Og så er der lærernes arbejdstid. Den del af aftalen har allerede været udsat for massiv kritik på de sociale medier. Der er aftalt et forpligtende periodeforhandlingsprojekt på det kommunale område, og i staten er det aftalt, at vi skal bruge de anbefalinger, som kommer ud af det, og overføre dem til det statslige område. Der er allerede mange, der har givet udtryk for, at det slet ikke er den arbejdstidsaftale, som der var stillet i udsigt – og det er jeg faktisk helt enig i. Det er ikke en arbejdstidsaftale. Men måske bliver det et første skridt mod en helt ny måde at indrette folkeskolen på – det er helt klart mit håb.
Der vil sikkert også være nogen, der spørger, hvorfor vi ikke får vores egen periodeforhandling i staten? Og det er der faktisk kun en virkelig god grund til: tillid. Eller måske snarere mangel på samme. Resultatet i kommunerne bygger på en nyfunden tillid mellem parterne – en tillid, som desværre slet ikke er til stede i forholdet mellem Moderniseringsstyrelsen og vores forening. Så hvis der skal findes en ny vej for arbejdstidens indretning på lærerområdet, så skal det komme fra kommunernes område, og derfor har vi valgt at tilslutte os det projekt og følge anbefalingerne fra det kommunale område.
Jeg forstår udmærket godt den diskussion, der er blevet omkring denne her del af overenskomstresultatet. Vi gik benhårdt efter at få en aftale om lærernes arbejdstid, men det lykkedes altså ikke. Men jeg håber, at alle kritikerne dukker op til foreningens orienteringsmøder, så vi kan få diskussionerne der. Arbejdstidsresultatet er ikke det, vi gik efter. Når jeg alligevel synes, at det er godt nok, så er det, fordi det kan sætte en hel ny dagsorden for samarbejdet om den offentlige skole, og det ser jeg meget gerne smitte af på samarbejdet på vores skoler. Kritikerne siger, at vi er naive. Tja, det må tiden vise.
Men det er også vigtigt at huske, at det her var så langt, vi kunne komme med det massive pres, som fagbevægelsen har lagt på forhandlingerne. Der har været forhandlet intensivt om lærernes arbejdstid i fem måneder, og alle veje til en reel aftale har været afsøgt.
Det, vi fik, var det, der kunne lade sig gøre. Alternativet til det her er en konflikt. Mange mener, at vi skulle have valgt den. Men med hvilket perspektiv? Hvis vi stemmer nej til det her forlig, så skal vi strejke. En sådan skal ende på et tidspunkt, og det vil højst sandsynligt være med et regeringsindgreb. Så får vi en ny lov om lærernes arbejdstid. Herefter skal vi være i krig med arbejdsgiverne i tre år mere om arbejdstiden, hvorefter vi starter samme sted, som ved disse forhandlinger. Et nej vil udtrykke vores vrede og utilfredshed, men det løser absolut ingenting.
Så vil jeg hellere tage chancen og satse på, at den spirende tillid mellem parterne i kommunerne kan bringe noget godt med sig. Og en ordentlig løsning er værd at vente på. Det kan vise sig at være naivt – men jeg tror helt oprigtigt på, at den eneste måde, hvorpå vi kan skabe et nyt fundament for indretning af lærernes arbejdstid, er ved i fællesskab at skabe noget nyt sammen. Man kan ikke tvinge den ene part til en god aftale. Derfor er det godt, at der bliver arbejdet i den næste overenskomstperiode for at skabe grundlaget for et fornyet ordentligt samarbejde om lærernes arbejdstid.
