Vi kan ikke blive ved med at vente på bedre tider for læreruddannelsen

Igen i år falder ansøgerantallet en smule på læreruddannelsen. Nedgangen ser umiddelbart udramatisk ud, men det ender i en omfattende mangel på uddannede lærere, hvis de ansvarlige politikere ikke snart gør noget alvorligt ved det.

Ved årsskiftet viste en evaluering flere problemer med den nuværende læreruddannelse, som blev revideret i 2013. Undervisningen bygger ikke tilstrækkeligt på forskning, uddannelsen mangler sammenhæng og har alt for mange moduler og prøver, og de studerende har svært ved at koble uddannelsen til den praksis, som de skal møde i skolen efterfølgende. Søgningen til uddannelsen er ikke steget, som man havde håbet, og undervejs falder en tredjedel af de studerende fortsat fra.

Efterfølgende nedsatte den daværende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) en kommission, som skal komme med bud på fremtidens læreruddannelse. Jeg håber virkelig, at kommissionen vil være visionær og tænke alternativt i forhold til den uddannelse, som vi kender i dag, for der er ikke bare brug for justeringer, hvis der skal skabes større interesse for uddannelsen og lærerfaget. Og så håber jeg, at den nye minister og de øvrige politikere, som skal træffe beslutningerne, er klar til at gøre det, også selv om det kræver både hjerte og mandsmod og formentlig også en anden økonomi at ændre tænkningen omkring læreruddannelsen.

Nogen må sluge nogle kameler.

Vi er nødt til at forholde os til de evigt tilbagevendende fortællinger om, at læreruddannelsen er et deltidsstudie, hvor der næsten ingen undervisning er. Historierne om de mange uger med meget få reelle undervisningstimer er ødelæggende for uddannelsens omdømme og prestige. Hver gang dette bliver diskuteret, er svaret, at der er meget forskel på de enkelte perioder og på den måde, som professionshøjskolerne tilrettelægger uddannelsen, og man gør meget ud af at sige, at der er tale om en uddannelse og ikke en skole – forstået på den måde, at det er de studerende, som er ansvarlige for deres eget udbytte. I de 10 ambitioner for læreruddannelsen, som professionshøjskolerne har fremlagt, nævnes det gentagne gange, at det er de studerende, som ikke er tilstrækkeligt studieaktive, og at man skal hæve kravene bl.a. i form af flere og sværere prøver. Det hjælper bare ikke noget at stille større krav til de studerende, hvis der ikke undervises tilstrækkeligt meget på uddannelsen. En temmelig banal tanke falder mig ind: Hvordan bliver man en god lærer, som er dygtig til at undervise, hvis man ikke på uddannelsen møder en god lærer, der er dygtig til at undervise?

Vi må også se på, hvorfor vi i Danmark er af den opfattelse, at det er tilstrækkeligt med en fireårig læreruddannelse, når alle de lande, som vi i øvrigt sammenligner os med, har gjort læreruddannelsen femårig. Hvis vi skal have gjort noget ved manglen på forskning i uddannelsen, og hvis der skal være mere tid til praktik, så kan vi ikke blive ved med at tro, at vi kan nå det hele på 4 år.

Og så er der blindgydeproblemet. Det er svært at uddanne sig videre, når man har taget en læreruddannelse. Der er masser af muligheder for at få beskæftigelse uden for skoleområdet med en læreruddannelse, men det er svært at bruge uddannelsen som afsæt for videreuddannelse, for der er simpelt hen ikke tilstrækkelige overbygningsmuligheder. Vi må både forholde os til, at lærere ikke er færdiguddannede, når de forlader grunduddannelsen, og der skal være livslange muligheder for efteruddannelse, og vi må også acceptere, at nogle lærere ikke ønsker at blive i faget i hele deres arbejdsliv. Der skal være mulighed for at komme videre, og de muligheder skal være synlige, når man starter på en læreruddannelse, så man ikke har opfattelsen af at træffe et valg, der gælder for hele livet, og som ikke rigtig kan ændres.

Jeg har ikke færdige svar på udfordringerne, men jeg vil kraftigt opfordre læreruddannelseskommissionen til at forholde sig til de centrale udfordringer og forsøge at tænke helt nyt, når der skal fremlægges visioner for en ny læreruddannelse. Halve eller kvarte løsninger dur ikke, hvis vi en gang for alle skal have aflivet opfattelsen af, at læreruddannelsen er for let – eller, som vi sagde i gamle dage, at lærerne er nogle ”halvstuderede seminarister”.

Der er brug for mange flere veluddannede lærere, end der uddannes for øjeblikket, og vi er nødt til at se i øjnene, at læreruddannelsen skal være bedre og mere attraktiv for de unge, hvis den udvikling skal vendes.  Og det haster altså!