Velkommen til vores nye ministre
Vi skal vænne os til, at skiftende politikere refererer til det forståelsespapir, som ligger til grund for, at Mette Frederiksen nu har lavet sin regering. Og vi skal vænne os til, at de nye centrale aktører på det frie skoleområde bliver Pernille Rosenkrantz-Theil som børne- og undervisningsminister og Nicolai Wammen som finansminister.
Det bliver således Rosenkrantz-Theil, der skal undersøge, om vi fremover skal have indført sociale taxametre på det frie skoleområde, som det er beskrevet i forståelsespapiret, der ligger til grund for regeringsdannelsen. Og hun har alle muligheder for at gøre det godt som minister. Hun har siddet som formand for undervisningsudvalget i folketinget de seneste fire år og er derfor godt inde i stofområdet. Herudover lægges der i forståelsespapiret vægt på, at folkeskolen skal styrkes, hvilket er tiltrængt. Jeg ser frem til samarbejdet med den nye minister, og jeg håber, at hun vil gå til opgaven med lige stor dele nysgerrighed og respekt for den eksisterende grundskolesektor, hvor folkeskoler og frie skoler begge skal være knaldgode tilbud til børn og unge i hele landet.
Nicolai Wammen skal som finansminister sidde på statens pengekasse, og han har derfor også fået den uriaspost at skulle være arbejdsgiver for de cirka 180.000 statsansatte – inklusive os på de frie skoler. Eller rettere: Sådan har det været hidtil. Men rygterne fortæller, at den nye regering ommøblerer, så det i fremtiden skatteminister Morten Bødskov, som får ansvaret for de offentlige overenskomster. Hvordan det helt præcis stiller os og ikke mindst det lønprojekt, vi har med Moderniseringsstyrelsen, ved vi ikke endnu.
Glædeligt er det til gengæld, at der igen er et positivt blik på uddannelse. Således vil man allerede ved førstkommende finanslov afskaffe omprioriteringsbidraget. Det betyder, at de to procents-automatbesparelser på efterskolerne ophører. Det er meget glædeligt.
I forståelsespapiret er koblingsprocenten på det frie skoleområde ikke nævnt. Jeg håber, at det så betyder, at regeringen ikke umiddelbart har tænkt sig at røre ved denne. Den usikkerhed, som valgkampen skabte om koblingsprocenten, har betydet, at en del især mindre skoler har været temmelig modvillige til at forhandle løn på skolerne. Det er ikke rimeligt, at lærernes løn skal afhænge af, hvilket tilskud de frie skoler får. Vi håber, at en ny skatte- eller finansminister vil sende et klart politisk signal om, at ny-løn (altså de lokalt forhandlede lønmidler) i langt højere grad skal kunne sikres gennem lokale forhandlinger.
Som det allerede har været nævnt mange gange i medierne, så er der meget lidt konkret i det forståelsespapir, som indtil nu er det eneste håndgribelige politikpapir, den nye regering har lavet, og derfor er meget også lagt op til tolkninger. Men ideen om at se på, om der kan findes et andet og mere socialt rimeligt tilskudssystem på det frie skoleområde er slet ikke så tosset. Det bliver nok ikke nemt, idet skoleforeningerne er vildt uenige om, hvordan sådan et system skal se ud. Derfor er det heller ikke nok blot at indføre et socialt taxameter. Man bliver også nødt til at se på den omfordeling, der i forvejen foregår mellem små og store skoler. Det kræver store sværdslag, og derfor er det også yderst fornuftigt at følge SF’s Jacob Marks råd om at nedsætte et udvalg til at se på systemet. Skulle det ske, så tilbyder vi os rigtigt gerne til udvalget, da Frie Skolers Lærerforening som den eneste organisation på området er helt fri af de interesser, som skoleorganisationerne har, og samtidig er legitim repræsentant for lærere og børnehaveklasseledere på de frie skoler.
Vi glæder os til samarbejdet med den nye regering og de to-tre nye ministre på vores område.