Uffe Rostrup: ”Vi har en god sag”

Sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne er uforklarligt, medmindre Moderniseringsstyrelsen gør vold på aftalemodellen, mener Uffe Rostrup

D 24. februar 2018

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef
OK18

Chokket efter sammenbruddet i de statslige overenskomstforhandlinger har så småt fortaget sig. Alligevel har formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup, svært ved at forstå, at parterne ikke kunne lande en aftale:

»Jeg fatter ikke, at forhandlingerne brød sammen på spørgsmålet om rammen og dermed lønstigningerne«, siger han.

Uffe Rostrup forstår ikke, at Moderniseringsstyrelsen insisterer på en kriseoverenskomst for de offentligt ansatte:

»Det giver absolut ingen mening. Økonomisk går det godt i Danmark, og de privatansatte indgår overenskomster med pæne procenttal. Hvorfor skal de offentligt ansatte så straffes økonomisk? Hvorfor skal vi ikke have en del af den vækst og fremgang, samfundet oplever?«, spøger han.

Derfor mener Uffe Rostrup også, at fagforeningerne har en god sag, når det handler om lønnen:

»Vi har gode argumenter her. Det er svært for Moderniseringsstyrelsen at forklare og at vinde forståelse for, at de offentligt ansattes realløn skal sættes i backgear«.

Selv kan han kun komme på et argument for Moderniseringsstyrelsens mærkværdige holdning: Finansministeriet skal bruge besparelserne fra overenskomstforhandlingerne på at betale den varslede reform af den offentlige sektor.  

Men er forklaringen så enkel og utiltalende, så øver regeringen vold på den danske model, ligesom i 2013, hvor den finansierede folkeskolereformen med lærernes arbejdstidsaftale, siger Uffe Rostrup:

»Aftaleforhandlingerne skal ikke bruges til at puge penge sammen til regeringens politiske prestigeprojekter. Det er ikke målet med overenskomstforhandlingerne. Ved forhandlingsbordet skal vi finde gode løsninger på sektorernes udfordringer. Regeringen må selv finde pengene til at finansiere sine reformer og projekter – de skal ikke betales af vores lønkroner«, siger Uffe Rostrup.

Det er en no-brainer, mener Uffe Rostrup:

»Naturligvis skal de offentligt ansatte også være en del af samfundets økonomiske fremgang. Det kan ikke være meningen, at vi som de eneste skal holde igen«.   

deltag i debatten