Uffe Rostrup har fået nyt job fra 1. januar
Som tidligere udmeldt stopper Uffe Rostrup som formand for Frie Skolers Lærerforening den 5. november, når foreningen holder sit repræsentantskabsmøde. Den 1. januar starter han som skoleleder på Viby Friskole.
I en pressemeddelelse fra Viby Friskole siger Uffe Rostrup:
"Jeg har, lige siden jeg i 1999 ramte efterskoleverdenen, holdt af de frie skoler og de muligheder, der ligger for forældre og skolekreds i at gøre en forskel for de børn og voksne, som er en del af skolens univers. Nu skal jeg tilbage til en tæt og intim skolehverdag. Det ser jeg fantastisk meget frem til. Ikke mindst ser jeg frem til at lære de mange børn og voksne omkring skolen godt at kende, så vi sammen kan lave fantastisk skole på Viby Friskole".
Uffe Rostrup takker af på foreningens repræsentantskabsmøde, hvor det bliver muligt at sige farvel og ønske ham et fortsat godt arbejdsliv.