Uffe Rostrup: ”Der er meget på spil, og derfor er det svært”

Formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup, er bekymret for om den nuværende regering vil lave samme nummer som i 2013

D 21. februar 2018

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef
OK18

Det er løfterigt, at parterne på statens område sætter sig til forhandlingsbordet og prøver at nå til enighed om en overenskomst. Selvfølgelig er det løfterigt, siger formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup. Men omvendt vil han ikke skjule, at forhandlingerne er svære. Der er nemlig rigtig meget på spil, siger formanden:

»I år handler forhandlingerne om mere end løn, en frokostpause og en arbejdstidsaftale. Dybest set handler de om den danske model. Kan parterne indgå fornuftige aftaler, eller vil vi igen stå i en situation, hvor regeringen med et indgreb stjæler penge fra lønmodtagerne og bruger pengene til at finansiere større politiske projekter? Det vil de kommende dage vise«, siger Uffe Rostrup.

Og der er signaler, som peger i begge retninger.
Noget tyder på, at arbejdsgiverne reelt er indstillet på at finde en aftale. Bare det at de møder op og forhandler er godt. Men andre ting vækker mindelser om situationen i 2013, siger Uffe Rostrup:

»Jeg bliver nervøs, når innovationsminister Sophie Løhde (V) fortæller medierne, at hun til april offentliggør sine planer for en stor reform af den offentlige sektor. Så tænker jeg: Gad vide, om hun vil bruge overenskomstforhandlingerne til at finansiere den reform? Det var jo det, der skete i 2013. Da stjal S/SF/R-regeringen lærernes arbejdstidsregler og brugte rovet til at betale for en underfinansieret folkeskolereform. Er det sådan en situation, der er under opsejling?«, spørger Uffe Rostrup.

Hvis regeringen igen tænker i de baner, vil det være et afgørende brud med den danske model, siger Uffe Rostrup.

»Den danske model lægger op til, at parterne finder gode løsninger på deres fælles udfordringer. Det har aldrig været meningen, at overenskomstforhandlingerne bruges til at finansiere regeringens prestigeprojekter. Det er en politisk opgave – ikke en opgave for arbejdsmarkedets parter«.

Når årets overenskomstforhandlinger er svære, skyldes det ifølge Uffe Rostrup også, at de handler om mere end det, man kan læse af dagsordenen.

deltag i debatten