Uffe informerer medlemmerne om forliget

Informationsmøderne om OK18 er i gang. Det første trak i omegnen af 80 spørgelystne medlemmer.

D 4. maj 2018

af Mette Søndergård, Redaktør
OK18
OK18 resultat

Spørgelysten var stor, da godt 80 medlemmer fra primært Østjylland mødtes torsdag aften. Mødet var nemlig det første af 11 møder, hvor formand Uffe Rostrup og andre fra ledelsen fortæller om forliget og svarer på spørgsmål om alt fra frokostpause til løn, plustid, reststigning, Moderniseringsstyrelsen, forhandlingsklimaet i Forligsinstitutionen og ikke mindst den omdiskuterede undersøgelseskommission, der skal se på lærerenes arbejdstid.

Inden mødet blev åbnet op for spørgsmål brugte Uffe Rostrup en lille time og godt 30 slides på at forklare alle detaljerne i forliget. Han betegnede forliget som det bedste siden 2008.

»Vi kom rigtig langt, men vi kom ikke hele vejen«, lød det i starten fra Uffe Rostrup i et klasselokale på Aarhus Efterskole.

Nogle i salen var dog mere skeptiske og mente, at Uffe Rostrup lyder alt for optimistisk, når han taler om forliget og undersøgelseskommissionen, mens andre havde håbet på, at lærerne havde fået presset noget mere håndgribeligt igennem, nu da hele fagbevægelsen havde sværget sammenhold.

»Det her var det, der kunne presses ud af det her sammenhold«, lød svaret fra Uffe Rostrup.

En del af havde også spørgsmål til frokostpausen, men de fik ingen klare svar, fordi hverken Uffe Rostrup eller den øvrige ledelse kender til de endelige detaljer i aftalen. Derfor må de klare svar vente, til vi kender formuleringerne.

Derudover ville en del af medlemmerne gerne høre Uffe Rostrups udlægning af forhandlingerne, innovationsminister Sophie Løhdes (V) rolle, de nye toner fra Mette Frederiksen (S) og fremtidsudsigterne for Moderniseringsstyrelsen.

Jacob Teglgaard fra Hammerum Fri- og Efterskole sagde bagefter, at han er tilfreds med resultatet fra forhandlingerne, og at han har i sinde at stemme ja.

»Der er da mange ting, som jeg gerne ville have haft. Jeg ville da gerne have et loft over timetal og tid til forberedelse og sådan noget, men jeg tror, det var den bedst mulige aftale, vi kunne opnå. Og så må vi se, om vi kan få noget af det andet med næste gang«, siger Jacob Teglgaard.

Rie Moos Villumsen fra Jelling Friskole var på en folkeskole under lockouten i 2013, og hun har ikke noget ønske om at ende samme sted igen. Heller ikke selv om hverken kommunerne eller staten er bundet af de resultater, som undersøgelseskommissionen kommer frem til de næste tre år.

»Generelt er jeg nok den, der tror på det gode, indtil det modsatte er bevist. Der kommer sjældent noget godt ud af at sætte hårdt mod hårdt. Det var jo det, der skete med konflikten i 2013. Den satte sig bare som en enorm bitterhed dengang – også i mig. Så det her med at mødes og prøve at gøre noget positivt sammen, det er altid det bedste«, siger Rie Moos Villumsen.

Informationsmøderne fortsætter fra på mandag den 7. maj. Herunder kan du se listen over de resterende møder.

Rie Moos Villumsen fra Jelling Friskole er klar til at stemme ja til forliget. Hun er træt at konflikter og mistillid, sagde hun til mødet. Foto: Martin Dam Kristensen

Jacob Teglgaard fra Hammerum Fri- og Efterskole mener, at forliget er det bedste, vi kunne få. Foto: Martin Dam Kristensen

Før spørgsmål informerede formand Uffe Rostrup om forliget. Først gennemgik han de krav, som parterne kom til forhandlingerne med tilbage i december.

Selv om informationsmødet lå sent på dagen, dukkede i omegnen af 80 mennesker op. Foto: Martin Dam Kristensen

Spørgerunden varede over en time, hvor medlemmer både kom med kommentarer, opfordringer og spørgsmål til små detaljer. Foto: Martin Dam Kristensen

deltag i debatten