To ud af tre folkeskolelærere siger ja til arbejdstidsaftale

Med folkeskolelærernes ja står det nu klart, at lærerne på de frie skoler skal forhandle arbejdstidsregler til overenskomstforhandlingerne i 2021.

D 2. september 2020

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef

24.369 stemmer for, 12.211 stemmer imod. Sådan blev resultatet, da lærerne på det kommunale område stemte om den arbejdstidsaftale, som Lærernes Centralorganisation og Kommunernes Landsforening præsenterede den 11. august.

Afstemningen sluttede i går, og resultatet betyder, at folkeskolelærerne nu igen har en aftale om arbejdstiden. Dermed sættes der et punktum for den langstrakte konflikt på folkeskoleområdet, som startede, da folkeskolelærerne i 2013 blev frarøvet deres arbejdstidsbestemmelser.

Men lærerne på statens område – og dermed de frie grundskoler og efterskolerne – arbejder stadig under Lov 409. Men ved overenskomstforhandlingerne i 2018 blev det aftalt, at hvis folkeskolelærerne fik forhandlet en aftale, skulle der på baggrund af den forhandles arbejdstid på statens område.

Og de forhandlinger er parterne ved at forberede sig på.

Formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup, peger på, at den kommunale aftale på en række punkter skal tilpasses, for at den passer på det frie skoleområde. For eksempel er der intet i folkeskoleaftalen om efterskolelærernes døgnarbejde, og de mange formuleringer om samarbejdet mellem kommunen og den lokale lærerkreds giver heller ikke mening på statens område.

Derfor skal der laves et oversættelses- og tilpasningsarbejde, siger Uffe Rostrup. Men han understreger, at aftalen på statens område skal have samme værdi som folkeskolelærernes:

»Vi vil ikke spises af med noget, som er dårligere end det, de fik i kommunerne«, siger han.

Kritikerne af den nye folkeskoleaftale peger på, at der ikke er et loft over undervisningstimetallet, og der er ikke en fikseret forberedelsesfaktor. Men Frie Skolers Lærerforenings forhandlingschef Jette Morsing peger på, at aftalen rummer en række konkrete elementer, som bestemt vil forbedre arbejdstiden på de frie skoler. Jette Morsing peger blandt andet på, at lærerne skal have en opgaveoversigt fem uger før skoleåret, arbejdstiden skal gøres op hver tredje måned, og tiden til forberedelse og alle opgaver på over 60 timer skal estimeres – og sidst men ikke mindst er der ikke længere udløbsdato på seniorordningen.

deltag i debatten