Troen er en naturlig del af mit lærerliv
Hver morgen, når Karin Möglich kører i sin Suzuki Swift til LukasSkolen i Vejle, beder hun til Gud. Trafikanter omkring hende tror måske, at hun er i gang med en telefonsamtale, men det er hun ikke. Karin Möglich taler til Gud.
Hun beder for sine børn, sine elever i 8. k, hun beder Gud være med hende i løbet af dagen, og hvis der er noget, der er svært i hendes liv, beder hun om hjælp og styrke til at komme igennem det.
»Det er jo ikke, fordi jeg tror, at mit liv bliver problemfrit, fordi jeg tror på Gud. Men hvis jeg har problemer, så ved jeg, at Gud hjælper. At han er ved siden af mig«, siger Karin Möglich.
Ordene falder på lærerværelset på Lukas-Skolen om morgenen den 1. december. Hele skolen har lige været samlet og sunget og hørt historier til den første af decembers morgensamlinger.
”Og lad os gå med stille sind/som hyrderne til barnet ind”, lyder det fra teenagestruberne i Karen Möglichs 8. klasse, før de går ned i deres klasse og selv arbejder med Jesper Wung Sungs roman En, to, tre – nu!
Et af temaerne i bogen er at miste, og når der tekstanalyseres i klassen, kan troen også bringes i spil. Lukas-Skolen er en kristen friskole, men lærerne har forskellige kristne udgangspunkter varierende fra folkekirken til indre mission og andre frikirker.
52-årige Karin Möglich har sin gang i Bykirken i Vejle, som hører under Pinsekirken. Troen har siden hendes barndom været et fundament for hendes liv og er det dermed også for hendes virke som lærer på Lukas-Skolen, hvor hun har været i 20 år
»Det ville være svært at arbejde på en skole, hvor min tro ikke måtte fylde noget. For mit arbejde fylder rigtig meget i mit liv, og jeg bruger en stor del af mig selv i jobbet. Og når jeg gør det, ville det være unaturligt, hvis ikke jeg måtte inddrage min tro. Det er ikke sådan, jeg prædiker for børnene hver dag, men jeg fortæller dem, hvorfor det er vigtigt for mig at have Gud i mit liv«.
Giv Gud en chance
Troen bringer hun med ind i dansk- og tysk-timerne, når det giver mening, men hovedsageligt er det religiøse aspekt koncentreret om den daglige andagt. Den består typisk af oplæsning og samtale ud fra en tekst.
Det kan være fra Bibelen, men det kan også være uddrag af andre tekster, sange eller videoer. I øjeblikket kører Karin Möglich et taknemmelighedsforløb med 8. k, hvor eleverne på skift prøver at være opmærksomme på dele af tilværelsen, som de er taknemmelige for. Og så slutter andagten altid med en bøn.
Nogle gange en generel bøn, og andre gange mere specifikt, hvis eksempelvis en elev har en syg morfar.
Karin Möglich skyder på, at en tredjedel af eleverne kommer fra aktive kristne hjem, men de, som ikke gør, er lige så stor del af andagtstiden.
Jeg spørger, om de vil holde andagt og opfordrer dem til at give Gud en chance. At de kan prøve at snakke med Gud. Når de cykler, går på gangen, eller går på toilettet. Hvad er det værste, der kan ske, spørger jeg
Tvivl er en integreret del af tro, og i andagten er eleverne jævnligt optagede af spørgsmål om sorg og ulykke. Det blev ikke mindre aktuelt, da skolen forrige år mistede en lærer i et trafikuheld. Hvorfor tillader den Gud, som Karin Möglich og skolens andre lærere fortæller eleverne om, en verden med så megen sorg og ulykke, spørger eleverne. Og Karin Möglich spørger også.
»Men nogle gange får man ikke svar, og man kan tænke, ”hvad har du gang i, Gud?”. Til det kan jeg kun være ærlig over for eleverne og sige, at jeg forstår det heller ikke. At det må jeg snakke med Gud om, når jeg ser ham. Men det ændrer ikke på, at jeg føler Gud er med mig, ikke mindst, når jeg oplever svære ting. Den følelse af aldrig at være alene, når man har Gud, prøver jeg at give videre,« siger hun.
TÆNK JER OM
Ud over at være dansk- og tysklærer er Karin Möglich også AKT-vejleder for udskolingseleverne. Hun kører forløb med de store elever om emner som at turde stå ved sig selv, og hun har alene en-tilen-møder med elever, som kommer til hende, når ungdomslivet gør ondt. Hvis de har mistet nogen, eller måske bare oplever en tristhed, de ikke selv forstår.
Nogle gange snakker Karin Möglich kun med eleverne, nogle gange beder hun også med dem, hvis de har lyst. Og når hun er alene beder Karin Möglich som regel for dem.
Hun beder hver morgen og aften, men også når hun har en ledig stund. På vej til en forældresamtale kan hun godt lige tjekke ind med Gud og bede om styrke og evne til at klare samtalen godt.
En del af at have de store elever er også seksualundervisningen. En uges tid før Frie Skolers besøg havde skolen besøg af eksterne seksualvejledere, som tog nogle meget ligefremme snakke om sex med eleverne. Det gør Karin Möglich også. Hun har ingen berøringsangst, tværtimod.
En gang i mellem lader hun eleverne stille anonyme spørgsmål på sedler og svarer beredvilligt på alle nysgerrige spørgsmål, også om hende selv. Det betyder også, at når eleverne spørger til hendes holdning om sex før ægteskabet, så siger hun sin mening. At det er bedst at gemme sig selv, til man har mødt den person, man vil tilbringe resten af livet med.
Men jeg ved også godt, at tiderne er anderledes, og mange synes noget andet end mig. Det ser jeg ikke ned på. Men når de spørger om min mening, så får de den. At hver gang man er sammen med nogen, så giver man noget af sig selv. At meningen med sex er, at det skal give noget ekstra i forholdet til det menneske, man skal være sammen med, og hvis man har givet det til for mange andre, så bliver det sværere
Hendes mål er ikke nødvendigvis, at eleverne skal overtage hendes synspunkt, men at hun får dem til at stille spørgsmålstegn ved de værdier, de bliver præsenteret for i medierne.
»Medierne lægger op til, at man skal prøve så meget som muligt, og hvis de ser Paradise, får de indtryk af, at det er naturligt at have sex med en ny person hver aften. Jeg vil gerne gøre dem bevidste om, at der også er andre muligheder. Og at de ikke skal tage for let på det, hvis de tager det skridt« siger Karin Möglich.
Troen er en klippe
Et par gange i samtalen bremser Karin Möglich op og vejer sine ord. For selvom Guds tilstedeværelse er en fuldstændig naturlig del af hendes liv, så er hun også bevidst om, at mange danskere ikke deler hendes tro, og også er skeptiske over for den.
Hun lægger aldrig skjul på, at Gud er en stor del af hendes liv, men hun ved godt, at nogen opfatter den som en krykke, måske ligefrem et udtryk for svaghed.
Og det er dér, når hun bliver i tvivl om, hvordan hendes ord vil blive tolket, at hun stopper op. For hun vil gerne have, at det står klart, at religionen er en kilde til styrke. Troen på treenigheden, troen på at noget smukt efter døden giver ro, og den giver styrke.
Hvis Karin Möglich kommer hjem til et tomt hus efter en særligt hård dag sætter hun Hillsong Music på, og føler Guds nærvær endnu stærkere, og hun føler energien vende tilbage.
»Jeg har et sted jeg kan gå hen med alting, både det små og det største og det sværeste. Jeg har Gud med i alt, hvad jeg gør, når jeg er på arbejde og når jeg har fri. Det er en kæmpe ballast«.
En del af hendes kald som lærer er, at give eleverne mulighed for også at tage den styrke fra troen med i livet. Fordi det kan give dem en kerne og et indre kompas, når de skal navigere i et ungdoms- og voksenliv, hvor pres fra alle sider gør det let at blive forvirret og lade andre påvirke ens kurs.
Hun hører jævnligt fra tidligere elever, som nogle år efter de gået ud af skolen har draget nytte af den tro, som hun selv eller andre af skolens lærere har præsenteret eleverne for.
Det kan være i bred forstand, eller det kan være en sang eller en bibeltekst, som nu nogle år senere hjælper dem i en svær tid. Uanset hvor meget eleverne tror på Gud, når de går ud af skolen, så er det Karin Möglichs håb, at de ved, at der en mulighed for at tro. Det siger hun også altid til dem, når hun holder translokationstale.
Mit allerstørste ønske er, at de kan tage Gud med i deres liv