Islam giver et fælles ståsted
Loftet er hvælvet i flotte buer. De massive stenfliser og den brede trappeopgang vidner om, at her har der ligget en skole årtier. Her er stille. Meget stille. Det er umiddelbart svært at forestille sig, at 376 elever fra 0. til 9. klasse er i gang med at blive undervist i bygningen, der ligger på indre Nørrebro i København.
Inden vi når at banke på kontorets dør, kommer Hamid Rabia styrtende ind ad døren med bagerposer i hånden. Det er Hamid Rabia, som skal vise Frie Skoler rundt og fortælle os om, hvad det betyder for undervisningen og lærergerningen, når man kan praktisere sin tro på arbejdet.
En fælles referenceramme
Hamid Rabia er lærer i udskolingen og underviser fortrinsvis i matematik og naturfagene og har undervist på DIA Privatskole i 10 år. Han er oprindelig uddannet ingeniør, men fandt ud af, at det at undervise de næste generationer var spændende og mere givende.
Mens vi snakker på kontoret, er hans klasse, 9. B, i fuld gang med at lave frokost til skolen. De skal til Bruxelles og lære om Europa-Parlamentet den følgende uge og skal samle penge ind til turen. Dem vender vi tilbage til.
At være muslim og undervise på en muslimsk skole sammenligner Hamid Rabia med at være passioneret fodboldspiller og undervise på en fodboldskole.
Vi har et fælles ståsted, som er islam, og det giver et fælles udgangspunkt, i forhold til den måde vi anskuer livet på – ikke mindst i forhold til det privilegium, det er at modtage undervisning og få en uddannelse. Det fortæller vi meget klart til nye elever og deres forældre. Læreren giver eleverne en gave, når de giver dem viden, og det er der respekt for
Han er 42 år og har boet i Danmark hele sit liv. Hans forældre kom til Danmark fra Marokko som gæstearbejdere i 70’erne.
»Vi viser eleverne, at der ikke er noget modsætningsforhold i at være praktiserende muslim og være aktiv og bidrage tidet danske samfund, og at uddannelse er vigtigt, for at det skal lykkes«.
Det begyndte med arabisk-undervisning
DIA Privatskole står for Den IslamiskeArabiske Privatskole. Fagfordelingen er ligesom på en dansk skole, bortset fra at der også står arabisk på skoleskemaet trefem timer om ugen og religion to timer.
»Det er i de mindre klasser, arabisk fylder mest. I udskolingen har vi fokus på eksamensfagene«, fortæller Hamid Rabia.
De fleste elever og lærere har indvandrerbaggrund fra Nordafrika og Mellemøsten. Forældrene har arabisk som første sprog – med undtagelse af dem til de yngste børn. Hos eleverne er det omvendt – der er dansk det første sprog og arabisk nummer to.
I 2014-15 lå skolen nummer ét på CEPOS’ liste over skoler, der har den bedste undervisningseffekt. Det vil sige den skole, som opnår de bedste faglige resultater i forhold til den socio-økonomiske baggrund, eleverne kommer fra.
Men det er ikke noget, de sådan praler med eller markedsfører sig på. Det er mere en naturlig følge af deres mission med at drive skole.
Mens vi snakker, kommer Mohammed Azzouz forbi kontoret. Han var med til at starte skolen for 30 år siden. Han kom fra Marokko som gæstearbejder og havde egentlig ikke nogle ambitioner om at starte en skole.
Det første år arbejdede han på farbrikken hos Radiometer i Brønshøj, men begyndte at undervise i arabisk og islam ved siden af.
»Dengang var det jo meningen, at vi gæstearbejdere skulle hjem igen, når vi havde arbejdet her i en periode, så det var vigtigt, at børnene lærte arabisk«, forklarer han.
»Men hen ad vejen blev Danmark hjemlandet for mange af os, og børnene skulle have en uddannelse og et liv i Danmark«.
Morgensamling og fællesbøn
Det er blevet tid til en rundvisning. Den gamle bygning er udsmykket med elevernes kunstværker og broderede billeder med arabisk skrift. Under loftet er der malet borter i stærke farver, og på dørene hænger opslag med informationer om de kommende elevudviklingssamtaler.
Vi lægger ud med at besøge nogle 1. klasser, som bliver undervist sammen i arabisk. De er i gang med at se tegnefilm, da vi kommer ind. De vender sig og smiler genert til os, men lader sig ellers ikke mærke med, at der pludselig står nogle fremmede og snakker i deres klasse.
Over for klassen ligger skolens eneste bederum. Bortset fra de ægte tæpper på gulvet, er lokalet helt tomt.
»Hele skolen beder sammen kl. 12.50 i gymnastiksalen hver dag, men det er lidt trangt med pladsen, så nogle af de store piger får lov at går her ind«, fortæller Hamid Rabia.
Hvor mange gange i løbet af dagen, de beder i skoletiden, kommer an på årstiden. På DIA starter hver morgen med en morgensamling og en bøn. Skolen blander sig ikke i, hvordan og hvor meget eleverne praktiserer deres tro derhjemme, ligesom den heller ikke går op i, om pigerne bærer tørklæde.
Når vi underviser i islam, tager vi udgangspunkt i, hvad koranen skriver om det at være et godt menneske. Hvordan man f.eks. skal behandle sin nabo, sine venner, og at man skal give det bedste af sig selv til samfundet. Det handler ikke så meget om kultur og tradition
En stor familie
De muslimske højtider danner rammen om de sociale arrangementer på skolen. Der er fællesspisning en aften under ramadanen, og slutningen på fasten fejres med en eid-fest for elever, lærere og alle andre med tilknytning til skolen.
»Vi er lidt som en stor familie, og det er det, som gør det specielt at undervise her. Sommetider ses vi også privat med eleverne og deres forældre. I sidste måned var flere af lærerne fra skolen inviteret med til et bryllup mellem to tidligere elever«, siger Hamid Rabia, der selv har to børn på skolen.
»Når man er muslim og underviser her, er der en rød tråd igennem det hele. Der er en sammenhæng imellem arbejdet og resten af livet«.
Klokken ringer ud til frikvarter, og en massiv strøm af børn bevæger sig ned ad trappen fra skolens tre etager. De snakker, griner og råber til hinanden på dansk på vej ned til gården, hvor der bliver brændt krudt af for fulde gardiner.
De små elever kommer over og spørger nysgerrigt, om vi er nye lærere på skolen, og om fotografen filmer til YouTube.
»Børnene trænger virkelig til at røre sig, når de har siddet stille. Vi kunne godt tænke os lidt mere plads – men det er svært at finde i København«, siger Hamid Rabia.
Høje ambitioner
Der er ikke tid til frikvarter i hjemkundskabslokalet, hvor 9. B er i gang med at lave frokost. Der er hotdogs med ristede løg og ketchup og pastasalat på menuen, og der skal laves mad til 65 elever. Overskuddet skal gå til dagskort til de offentlige transportmidler, når de skal til Bruxelles. De lavede også mad for en uge siden, hvor de fik et overskud på ca. 1500 kr.
De regner med, at de kommer til at tjene nogenlunde det samme i dag. »Allez, Allez, Allez«, lyder det energisk fra Kamal, der er fransklærer – og køkkenassistent i dagens anledning.
»Det er én af de bedste lærere, vi har«, siger Yones Abdul-Ghani på 15 år og peger på Kamal.
»Og så vores dansklærer. Hun er rigtig god til at fortælle én præcis, hvad man skal gøre for at blive bedre og få en god karakter. Det betyder meget for os med undervisningen. Faktisk står der i det første vers i Koranen, at man skal ’tørste efter viden’, men det hører man ikke så meget om i Danmark«, siger han og trækker lidt opgivende på skulderen.
Hans forældre kommer fra Libanon og Palæstina, men han har altid selv boet i Danmark. Når han er færdig på DIA skal han videre til HTX, og derefter vil han læse medicin.
Vi får mange gode oplevelser her. Til foråret skal vi til Marrakesh på studietur og sidste år var det London
På vej ud forklarer Hamid Rabia, at der er nogle lærere på skolen, som er rigtig gode til at finde de billige flybilletter, og at eleverne er gode til at tjene penge.
»Det er derfor, det kan lade sig gøre med udenlandsrejserne. Det er vigtigt for os, at eleverne er åbne og nysgerrige. Kombineret med en god faglighed, giver det dem et godt afsæt i livet«.