Her er der plads til at tro
Da Andreas Hansen sidste år gik i 8. klasse på en folkeskole, gik han stille med dørene med sin tro på Gud.
»Det var ikke ligefrem populært at snakke om, så jeg var ikke rigtig tryg ved at gøre det«, fortæller han.
Sådan er det ikke længere. For nu går Andreas Hansen på Blåkilde Efterskole, lidt uden for Tarm, og her er der ingen, der studser over, at en 15-årig dreng som Andreas Hansen åbent taler om at finde støtte i Gud, og at han, når tingene brænder på, godt lige kan »smide en bøn afsted«.
For sådan er der mange af de andre elever på Blåkilde Efterskole, der også gør. Skolen, som oprindeligt blev stiftet af Indre Mission, hviler i dag på et kristent, folkekirkeligt værdigrundlag, og går man på skolen, tager man del i religiøse diskussioner og ritualer.
Hver dag over middag er der KOT-time (kristendom og tro), om aftenen klokken 21.40 er der andagt med bøn, salmer og godnatknus. Om søndagen er der obligatorisk kirkebesøg i folkekirken. Der er til gengæld også absolut trosfrihed, fortæller forstander Henning Kristensen.
»Vi vil gerne sikre, at de unge ved, at de kan tro på Gud, og de skal kunne tale frit og åbent om det. Men du hører aldrig nogen lærer her sige til en elev, at han skal tro på Jesus eller bør begynde at bede. Alle elever har lov til at tro, og alle har lov til at lade være, det vigtige er, at der er rum og åbenhed over for begge dele. De fleste år har vi også muslimske elever«, siger Henning Kristensen.
Skolens lærere skal kunne holde andagt, men de kommer fra forskellige folkekirkelige traditioner. En tirsdag i december, da Frie Skoler er på besøg, er det lærerne Peter Dahl og Anne-Majbritt Sø- rensen, der står for KOT-timen. I denne uge bruger de et undervisningsmateriale fra FDF med overskriften ”Hvad tror du selv?”.
”Hvad mon vi gør, når tvivlen rammer? Hvad tror du selv, er vigtigt og sandt?”, synger eleverne, før de bliver spredt i grupper, hvor de diskuterer spørgsmål som ”hvad forstår du ved et godt liv?”, ”er der en mening med alt?”, og ”er det vigtigt for dig at blive gift i en kirke?”.
I en af grupperne svarer de fleste ja, men en af pigerne mener ikke, det er så vigtigt, fordi hun ved, at Gud er med hende i livet, uanset hvad. De andre i gruppen nikker og går videre til næste spørgsmål, og det er den naturlighed over for troen, som er noget af det, Andreas Hansen nyder, ved at han går på skolen.
Sådan er det hjemme ved hans forældre i Skibbild Nøvling, og det er rart, at den ikke behøver at gemmes væk, når man er hjemmefra. Men det er selvfølgelig ikke det eneste, der er godt ved efterskolelivet, der på de fleste måder minder om livet på ikke-kristne efterskoler, mener Andreas Hansen.
Der er nogen, der tror, at det hele er sådan en omgang ”hallelujah og pris Herren”, men sådan er det jo slet ikke, og det kan godt irritere mig lidt, når folk tror det
Som for at illustrere pointen går der ikke lang tid, før han sammen med to andre elever, Stine Svejdal og Nikolai Kühl, fortæller, hvordan de jo også fester og drikker alkohol og lever ganske almindelige ungdomsliv.
Stine Svejdal kommer ikke på samme måde som Andreas Hansen fra et kristent hjem, men qua opvæksten i Aulum mellem Herning og Holstebro har hun haft berøring med kristendommen ved at komme i lokale kristne ungdomsforeninger.
Derfor fandt hun det også ganske naturligt at tage på en kristen efterskole, men der er alligevel sket noget med hendes tro, efter hun er blevet elev på Blåkilde.
»Jeg er blevet mere sikker på min tro her, mere sikker på, at der er noget deroppe,« siger Stine Svejdal. Nikolai Kühl kommer heller ikke fra et udpræget kristent hjem og valgte i første omgang Blåkilde Efterskole mere på grund af muligheden for at kunne gå på jagt og spille håndbold end på grund af det religiøse aspekt.
Han er vokset op i Ishøj, hvor han har mange muslimske venner, så omvæltningen ved at komme til Blåkilde har ikke så meget handlet om at være blandt troende, som skiftet i omgivelserne fra Storkøbenhavn til Vestjylland. Men han har også oplevet, at de kristne værdier er kommet til fylde mere i hans liv, efter han startede på skolen. Han beder ikke kun til Gud sammen med de andre elever ved aftenandagten, han beder også, når han har en stund alene.
»Jeg gør det, hvis jeg har brug for at betro mig, eller hvis jeg har det lidt svært. Hvis jeg har haft en virkelig god dag, kan jeg også godt have brug for at takke Gud«, fortæller Nikolai Kühl.
Men uden for KOT og aften-andagtenfylder troen nu ikke så meget i hverdagen, mener de tre elever. Eller rettere, den er der hele tiden i form af værdier, som alle ved, de er fælles om, men som man ikke nødvendigvis hele tiden behøver at snakke om, mener Stine Svejdal:
»Her er plads til, at man kan være den, man er. På den måde er det en efterskole med plads til alle. Vi har det godt og passer på hinanden og har nogle fede faciliteter, og så er Gud ligesom et plus oveni det hele«