Test får tæsk

En mandag, da hans 6. klasse netop havde gennemført den nationale test i matematik, fik lærer Jørgen Damgaard fra Ørum Skole på Djursland en idé: Hvad mon der sker, hvis jeg får dem til at gennemføre testen igen på torsdag? Får jeg så det samme resultat?
De nationale test, som alle folkeskoler skal gennemføre, og som mange frie skoler frivilligt tager, består af tusindvis af opgaver af forskellig sværhedsgrad.
Når klassen tager testen to gange, får eleverne altså ikke de samme opgaver igen. De får forskellige opgaver af samme sværhedsgrad. De to test burde altså give de samme svar.
Det gjorde de bare ikke. For de nationale test dur ikke til det, de skal: måle den enkelte elevs faglige kunnen og fungere som en pædagogisk hjælp for læreren, når han skal tilrettelægge undervisningen.

Testen grovdeler
Ørum-læreren var chokeret over, hvor Test får tæsk forskellige svar de to test gav. Halvdelen af de elever, som gennemførte begge test, fik resultater, hvor der var mere end 20 points forskel på den første og den anden test. Og 20 points afvigelse er voldsomt, når man regner på en skala fra 0 til 100 point.
Jeppe Bundsgaard, der er professor i fagdidaktik og it på DPU – Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, er ikke så overrasket. Ifølge ham er de nationale test så usikre, at de ikke kan sige noget præcist om den enkelte elevs niveau:
»Testen kan kun grovsortere. Den kan sige, om en elev tilhører den absolutte top eller ligger helt i bunden eller omkring midten. Mere præcist kan den ikke bestemme det«.

Tiden skaber stor usikkerhed
Den statistiske usikkerhed er stor i de nationale test. Det skyldes ifølge Jeppe Bundsgaard, at eleverne kun har 45 minutter til hver test. I løbet af de 45 minutter skal eleverne svare på opgaver inden for tre profilområder (for eksempel algebra, geometri og statistik eller ordforråd, sprogbrug og læseforståelse), og dermed kommer de til at løse for få opgaver, til at testen bliver statistisk sikker inden for hvert af områderne:
»Som testen fungerer nu, kan to elever, som får det samme testresultat, være på vidt forskelligt fagligt niveau«, siger Jeppe Bundsgaard.

Sikkerhed er ikke nok 
Den statistiske usikkerhed – og uretfærdighed – som ligger i systemet, kan man reducere ved at give mere tid og flere opgaver inden for det enkelte område. Men det vil ikke løse testens store problem, mener Jeppe Bundsgaard:
»Mere tid og flere opgaver vil gøre den nationale test mere sikker. Men den vil stadig teste det forkerte«.

Ifølge Jeppe Bundsgaard er de nationale test formaliseret, så de tester fagenes tekniske dimension i stedet for dannelsesdimensionen. I læsning, for eksempel, testes ordgenkendelse, men ikke fortolkning eller analyse af teksten. Det betyder, at lærerne i deres undervisning prioriterer de tekniske og redskabsorienterede dele af faget for at sikre sig, at klassen klarer sig godt i testen.

Men så bliver eleverne ikke så dygtige, som de kan blive, mener Jeppe Bundsgaard:
»Didaktisk er det uheldigt. For hvis man prioriterer de tekniske sider af faget, får eleverne sjældent dannelsen med. Men hvis man går dannelsesvejen, skal eleverne nok lære det tekniske. Måske går der lidt længere tid, inden de for eksempel lærer at læse flydende, men hen ad vejen lærer de det tekniske, og så lærer de så meget andet langt vigtigere i mellemtiden«.

Det giver ifølge Jeppe Bundsgaard et paradoksalt resultat: De undervisere, hvis klasser klarer sig bedst i de nationale test, er muligvis de dårligste lærere, fordi de ikke danner eleverne