Tinnitus ændrede Laila Lilholts lærerliv
I dagens første frikvarter er Laila Lilholt sammen med sine kolleger på Ryslinge Friskole, men i det andet frikvarter er hun for sig selv. Eleverne er uden for, hun laver sig en kop kaffe og sætter sig alene i et klasseværelse. I ro.
For der er temmelig snævre grænser for, hvor meget støj Laila Lilholt kan klare i løbet af en dag, og sådan har det været, siden hun for seks år siden fik konstateret tinnitus og særlig lydfølsomhed.
Eller som Laila Lilholt kalder det til sine elever i 3. klasse: »dumme ører«. Det er en lidelse, som ingen kan se, men som følger Laila Lilholt hvert sekund af døgnet, og fraset muligheden for lægelige fremskridt, så er det formentlig en tilstand, som vil følge hende resten af livet.
»Jeg ser det som et tvangsægteskab, som jeg er nødt til at få det bedste ud af«, siger Laila Lilholt.
Ny identitet
Vejen til den erkendelse har ikke været nem. Laila Lilholt husker desperate stunder kort efter den konstante hyletone mødte u-inviteret op i øret, hvor hun følte, hun var ved at miste forstanden, hvor hun havde lyst til at skære ørerne af.
Nu har hun lært at leve med – eller i hvert fald tilpasse livet – så hun kan fungere både i sit private liv med mand og to sønner og i sit lærerjob på Ryslinge Friskole.
Om end hun ikke længere er den samme lærer. Indtil hendes ører blev dumme, levede Laila Lilholt for musik og musikundervisning, men det er stort set slut nu.
»Musikken har i det meste af mit liv været en stor del af min identitet, så det har været svært at give slip på. Jeg har ikke syntes, at man var en rigtig lærer, hvis ikke man var musiklærer. At et liv uden musik var et fattigt liv. Så jeg har næsten skullet skabe mig en helt ny identitet«.
Svært at skelne lydene
Øreproblemerne er en høreskade, men det kan ikke siges med sikkerhed, hvad der har forårsaget den. Selv er Laila Lilholt ikke i tvivl om, hvor forklaringen skal findes: I de tusindvis af timer, hun har tilbragt i musiklokaler.
Resultatet er den konstant ringende tinnitus uheldigt ledsaget af den særlige lydfølsomhed, som formindsker evnen til at filtrere lyde.
De fleste mennesker kan skære to tredjedele af lyde væk og fokusere på de lyde, de ønsker. Det kan jeg ikke. Jeg bliver 100 procent stimuleret af al lyd hele tiden. Og så bliver man træt, og tinnitussen bliver forstærket. Det går hånd i hånd
Trætheden og behovet for ro efter at have været i larm er årsagen til, at Laila Lilholt tilbringer det ene lange frikvarter alene. Så hun har overskud til at være så god en lærer, hun kan, over for sine elever.
»Det skal ikke gå ud over børnene, at jeg har dårlige ører. Men alligevel tror jeg, at andre lærere, der kommer ind i min klasse lægger mærke til, at eleverne er gode til at række hånden op og ikke tale i munden på hinanden. Dels fordi jeg har arbejdet sammen med børnene om at skabe gode vaner, og måske også fordi de har vænnet sig til, at jeg alligevel har svært ved at høre dem, hvis de taler flere på samme tid, fordi jeg ikke kan skille lydene ad«, siger Laila Lilholt.
Musik i små doser
Selvom hun efterhånden har fået skabt sig en ny hverdag med nye kreative interesser og en nyvunden værdsættelse af motion og udeliv, så kan Laila Lilholt efter eget udsagn ikke »leve det liv, jeg allerhelst ville«. Fordi hun hurtigt træt bliver, og overskuddet er småt, har lidelsen sociale konsekvenser.
Og så er der musikken. Hun har sin tredjeklasse til en enkelt omgang musik om ugen, men derudover er hun nødt til at lade være. Også i det meste af fritiden, hvor musik er nødt til at komme i små doser.
»Jeg har ikke skullet sige helt farvel til musik, men må lære at sætte pris må den smule, der er. På nogle måder er det måske også sundt nok at have været nødt til at åbne øjnene for, at der godt kan være andre ting, der er gode«.
Hun fortryder derfor heller ikke al den musik, der har været i hendes liv, og som højst sandsynligt har forårsaget høreskaden, men hun fortryder, at hun ikke tog sig de rigtige forholdsregler i, hvad der dengang var et dårligt musiklokale.
Brug ørepropper
»Jeg er simpelthen så ærgerlig over, at jeg ikke har beskyttet mine ører ordentligt. Det er så pisseærgerligt. Derfor er jeg også efter mine kolleger, som har meget musik, og har sørget for, at de er udstyret med høreværn. Det skal man have, og jeg fortryder bitterligt, at jeg ikke bare selv brugte de 1500 kroner på gode ørepropper«, siger Laila Lilholt.
For at hendes lærerliv kan fungere, har hun på nogle områder fået tilpasset sit arbejdsliv. I flere år har hun fået lov at forberede sig hjemme om morgenen og fået tilrettelagt sit skema, så der er indlagte huller, der giver mulighed for at få »friskhed i pæren«, som Laila Lilholt siger.
Nogle projekter gør det dog ikke muligt. De kommende måneder skal Laila Lilholt lede en teaterproduktion på skolen, og hun har en vis nervøsitet for, hvordan det skal gå. Men samtidig vil hun også. Det er den slags projekter, der står hendes hjerte nært, men også dem, der giver «blæs i bøtten«, som Laila Lilholt siger på klingende fynsk.
Men det er også sjovt. Hun skelner mellem det, hun kalder god og dårlig tinnitus.
Den gode tinnitus er den, som kommer af at have lavet noget sjovt med elever, min familie eller at have givet den gas til en fest. Så er det okay at tage prisen bagefter. Den dårlige er, når der bliver skruet op for lyden i øret på grund af stress og mange opgaver
Folk forstår men glemmer
En del af at have tinnitus er at ramme en balance mellem at ønske, at omverdenen tager et vist hensyn, men at man heller ikke vil fremstå sart eller besværlig. Sådan er det i hvert fald for Laila Lilholt.
Derhjemme forsøger hun at ramme balancen ved at lade sin ene søn spille trommer, så tosset han vil, men omvendt er det forbudt at lade lyd komme ud af flere skærme i samme rum på samme tid. Fokus skal være ét sted.
På lærerværelset vil hun ikke have, at andre føler, de skal indrette sig efter hende, men samtidig ser hun frem til resultatet af skolens arbejde med lydmiljøet, og hun vil selv arbejde for, at der kommer nogle stilleområder. Så hun selv har mulighed for at finde et øjebliks ro uden at skulle bede om det.
»Folk er imødekommende og forstå- ende, men de glemmer det også, fordi det er usynligt. Så jeg skal selv gøre opmærksom på det. Hvis jeg manglede et ben, var der ingen, der ville spørge, om jeg ville med ud at løbe, men fordi det ikke kan ses, så tænker folk ikke så meget over det. Men for mig er det der hele tiden«.