Sådan bliver du valgt til repræsentantskabet

Der kan komme op til 1.000 deltagere på repræsentantskabsmødet i Nyborg. Du kan blive en af dem, men du skal vælges i en af de tre grupper, som sender repræsentanter af sted.

D 27. april 2017

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef

Medlemmerne på den enkelte skole repræsenteres af deres tillidsrepræsentant. Så hvis du er – eller bliver –tillidsrepræsentant, er du automatisk en del af repræsentantskabet, og så ved du allerede nu, at du skal afsted og repræsentere dine kolleger den anden weekend i november.

  • Skoler med mindre end 20 FSL-medlemmer sender en til repræsentantskabsmødet, nemlig tillidsrepræsentanten.
  • Skoler, der har mellem 20 og 39 FSL-medlemmer, kan vælge en ud over tillidsrepræsentanten,
  • Skoler som har flere end 40 FSL-medlemmer, må vælge to ud over tillidsrepræsentanten.

Hvis der er en tillidsrepræsentantsuppleant på skolen, er det suppleanten, som tager den første af skolens ekstrapladser.

Men her er der altså igen en mulighed for, at du kan komme med, enten som tillidsrepræsentantsuppleant eller som den ekstra repræsentant for skolen.  

Skoler uden tillidsrepræsentant vælger blandt medlemmerne en eller flere repræsentanter til mødet. Så her skal du bare stille op og håbe, at du bliver valgt.

Kredsrepræsentanterne
Du kan også stille op i kredsen og komme med til repræsentantskabet ad den vej.

Kredsene vælger en repræsentant per 80 medlemmer i kredsen. En kreds med 850 medlemmer sender ti til repræsentantskabet.

Hvis du vil vælges som kredsrepræsentant, kan du stille op og føre valgkamp fra den 1. maj til den 15. august. Du skal præsentere dig selv på en særlig del af foreningens hjemmeside. Selve valget gennemføres i starten af september, og der bliver orienteret om alt det praktiske i et kommende nyhedsbrev.

Andre repræsentanter
Du kan godt komme med til repræsentantskabsmødet, selv om du hverken er skole- eller kredsrepræsentant, men her er det lidt mere tricky at få fingre i billetterne. Så skal du være medlem af hovedbestyrelsen. Alle hovedbestyrelsesmedlemmer er nemlig med.
Eller du skal være medlem af din kredsbestyrelse.

Kredsbestyrelsesmedlemmer er også selvskrevne. Og så de to sidste muligheder: Pensionistgruppen sender fire repræsentanter, mens de studerende fra Den frie Lærerskole sender deres formand og næstformand.  

Som FSL-medlem har du altid møde- og taleret på repræsentantskabsmøderne. Du er altså velkommen til at møde frem og sige din mening, selv om du ikke er valgt til repræsentantskabet. Det er det, som kendetegner medlemsforeninger.        

Trods de mange ændringer er repræsentantskabet fortsat foreningens højeste myndighed. Og det er repræsentantskabet, som vælger foreningens formand og næstformand. Begge vælges for fire år men forskudt for at sikre kontinuitet.

deltag i debatten