En strid om underretninger
En dag i september sidste år kunne hverken samvittigheden eller tålmodigheden vente længere. Derfor satte Camilla (navnet er opdigtet, men personens rigtige navn er redaktionen bekendt, red.) sin underskrift på en underretning til kommunen om tre elever, som hun var stærkt bekymret for.
Kort efter at underretningen var sendt, blev de tre søskende tvangsfjernet af myndighederne.
Sagen blev håndteret både hurtigt og professionelt af de sociale myndigheder, men det er mere, end hvad man kan sige om skolens håndtering af sagen, mener Camilla. I hendes optik svigtede skoleledelsen både sit ansvar og de tre børn i mange måneder, op til underretningen blev sendt.
Derfor er Camilla heller ikke længere lærer på skolen.
»Jeg skal virke i en professionel ramme, hvor jeg kan se mig selv i øjnene og vide, at det altid, uden undtagelse, er børnenes tarv, vi har for øje«, siger Camilla.
Den 46-årige lærer var ellers glad for sit job som børnehaveklasseleder på skolen, hvor hun blev ansat i slutningen af 2014. Få måneder efter at hun var startet på skolen, blev hun opmærksom på to elever i de mindre klasser på skolen, som tydeligt mistrivedes.
Og da det samtidig kom både Camilla og flere andre for øre, at eleverne åbent fortalte flere lærere, at de fik bank derhjemme, så gik Camilla og flere af hendes kolleger til skolens ledelse, og tre lærere skrev en underretning med henblik på at sende den til de sociale myndigheder.
”Foretag jer ikke yderligere, vi skal nok sende underretningen”, lød beskeden fra skoleledelsen ifølge Camilla.
Men der skete ingenting. Og adspurgt ved senere lejligheder var meldingen den samme fra skoleledelsen: Vi tager os af det. Men der skete stadig ikke noget, og efterhånden havde Camilla svært ved at blive ved med at vente.
»Det var tydeligt for hvem som helst, at de her børn var traumatiserede og hang gevaldigt både socialt og fagligt«
I efteråret 2015 blev der ifølge Camilla sendt en bekymringsskrivelse til kommunen, men kun om det ene barn og i et så vagt sprog, at skrivelsen ikke gav anledning til indgriben fra myndighederne.
Da børnene ikke var elever i hendes klasse, følte Camilla imidlertid, at hun havde svært ved at gøre noget. Men det ændrede sig efter sommerferien, da en yngre søskende til de to elever, der allerede gik på skolen, begyndte i Camillas klasse. Og bestyrkede Camilla i, at noget var helt galt i børnenes liv.
»På det tidspunkt var børnenes tilstand så alarmerende, at vi var nødt til at gøre noget«.
Derfor henvendte Camilla sig med to kolleger til skolens ledelse og bad om at få dokumentation for, at underretningen, som tre lærere havde lavet knap halvandet år tidligere, var blevet sendt. Det kunne de ikke få.
Som Camilla oplevede det, forsøgte skolelederen at dække over, at den ikke var blev sendt
»Det øjeblik jeg fandt ud, at den aldrig var blevet sendt af sted, var samme øjeblik, som jeg fandt ud af, at jeg skal have et nyt job«, siger Camilla.
Men før hun kunne tænke i nyt arbejde, skulle Camilla have lavet den underretning, som skolen ikke vil lave. Sammen med to kolleger skrev hun derfor selv under på en underretning og sendte den afsted. Dagen efter underretningen startede to socialrådgivere sagen, som relativt hurtigt førte til, at børnene blev fjernet fra deres hjem.
Få måneder efter at underretningen blev sendt, realiserede Camilla sin beslutning om at sige op på skolen og sige ja til et nyt job. Og hun føler lettelse over, at sagen er overstået.
»Det har fyldt rigtig meget. Folk, der kender mig godt, siger, at jeg blevet mig selv igen. Den her sag har holdt mig vågen om natten, jeg har vendt og drejet den i hovedet og har ikke kunnet forstå, hvorfor der ikke blev gjort noget«.
Camilla kan stadig ikke forstå skolens motiv for ikke at gøre noget. Hun siger, at hun på et tidspunkt blev mødt med et argument om, at skolen havde en tradition for at gøre tingene på en anden måde.
Det er fint, hvis man prøver med nogle andre pædagogiske greb end andre steder, men lovgivningen kan man jo ikke sidde overhørig
Af samme grund mener Camilla, at det er afgørende, at enhver lærer på en fri grundskole kender lovgivning og underretningspligt på rygraden på samme måde, som hun har oplevet, at processen sidder på rygraden i folkeskoler.
For kender man lovgivningen, er det også nemmere at føle sig sikker på, hvornår og hvordan man skal skride til handling.
»Alle på en skole bør være bekendte med lovgivning og procedure. Det skal være lige så klokkeklart for alle, som at gå ind på skolen klokken otte om morgenen«.
Læreren har ønsket at være anonym, men er kendt af redaktionen. Den anonymiserede fremstilling er underbygget af redaktionens øvrige research. Vi har været i kontakt med skolens ledelse, der udtaler:
»Det er desværre ikke muligt for skolen at udtale sig om og dermed uddybe konkrete personsager. Vi kan blot sige, at vi ikke kan genkende det sagsforløb, der bliver fremstillet og tager derfor afstand fra det«.