Tavsheden skal høres

En, to, tre, fire….. der bliver tavshed i klassen. Turen er kommet til mig, og jeg kan ikke få det lille ord ”bum” over min læber.
Vi har matematik, og vi er i gang med tabellegen ”bum”.

Turen går på skift, og vi har gang i femtabellen. Jeg kender godt legen, og jeg kan godt femtabellen, men da turen kommer til mig, får jeg svedige håndflader, hjertebanken og knugen i maven.
Jeg kigger ned i bordet. Jeg beder indeni til, at min lærer bare springer mig over med det samme.

Hun ved jo godt, at jeg at ikke vil sige noget. Jeg føler, at jeg ikke kan.
Det er en følelse af, at det er det mest skræmmende, hvis klassen skal hører mig sige noget. Især lærerne.
De vidste ikke, hvorfor jeg ikke sagde noget. Men det værste var, at det vidste jeg heller ikke selv.

Derhjemme snakkede jeg som et vandfald. Jeg snakkede og legede godt med mine venner, både i skolen og andre steder, men så snart, der kom en voksen forbi, så klappede jeg fuldstændig i.
Jeg var stadig meget smilende og nikkede og rystede ivrigt på hovedet. Jeg grinede og græd uden lyd, og kun hoste og nys kunne jeg ikke styre, hvilket irriterede mig grænseløst. Jeg blev så bange ved et enkelt host.

Jeg voksede op som barn og ung med diagnosen "selektiv mutisme", men først da jeg gik ud af skolen, fik jeg navn på den.
Det kommer til udtryk ved, at barnet taler fint derhjemme eller under andre trygge forhold for barnet men over for andre og andre steder – oftest i skolen og børnehaven –taler barnet ikke.
Det vides ikke helt, hvordan eller hvorfor den opstår. Det er en angstform – en angst for at tale.

I sommeren 2016 færdiggjorde jeg min uddannelse som lærer på Den frie Lærerskole, og jeg er i dag barselsvikar og klasselærer i en 1.-klasse, hvilket jeg er utrolig glad for.

Det lå bestemte ikke i kortene, at jeg skulle blive lærer, med den historie jeg havde med mig, men i dag er det det eneste rigtige, føler jeg.
For kun ti år siden fik jeg den rette behandling, og var selv helt ind i hjertet indstillet på, at nu ville jeg gøre alt for at få et mere hensigtsmæssigt og indholdsrigt liv.

Som barn gik jeg til talepædagog, skolepsykolog og børnepsykiater, men ingen vidste noget om selektiv mutisme, og der var ikke meget fremgang at hente der.

Rejsen har været lang, og jeg har haft mange hjælpere undervejs. Det er jeg dem evigt taknemmelige for. Nu føler jeg mig klar til at hjælpe andre, så godt jeg kan, og med den viden og tid, jeg har.

Jeg har mødt flere børn med selektiv mutisme, og det smerter mig, at mange har svært ved at forstå dem.
De kan blive opfattet som stædige, og sådan ser det måske også ud, men ingen er mere optaget af at få dem til at snakke end dem selv.

Jeg vil gerne opfordre skoler, daginstitutioner og klubber til at se disse børn, og til at forstå, at det er en angstform, som kan behandles. De forstyrrer måske ikke, men der sker så meget inde i deres hoveder og maver.

Og jeg vil gerne sige til de forældre, der har et barn med mutisme, at barnet kan få et helt almindeligt liv med den rette støtte, behandling, tålmodighed og accept. Jeg kommer gerne ud og holder oplæg om selektiv mutisme på skoler og lign.
Jeg vil gerne give de tavse børn en stemme, for tavsheden skal høres.

Jeannel Pedersen er lærer og medlem af FSL. Ønsker du at høre nærmere om hendes erfaringer med selektiv mutisme kan hun kontaktes på chaneljeannel@yahoo.dk.