Take aways fra Folkemødet
På Folkemødet hørte jeg rigtig mange historier om de pressede folkeskoler og de forkælede men forkætrede frie og private skoler. Skoler, hvor der ikke tages socialt ansvar, hvor de sorterer elever ved døren, og hvor elever, der ikke passer ind eller har specielle behov, lodses videre til folkeskolen. Der er ingen tvivl om, at Socialdemokratiets valgkampsforslag om at differentiere tilskuddet til de frie skoler har spredt sig som en steppebrand i tørt græs.
Hver gang Danske Skolelever deltager i en debat her på Folkemødet, ligger deres indlæg i direkte forlængelse af de socialdemokratiske tanker. Eleverne taler, som om løsningen på folkeskolens problemer skal findes ved at spare på de frie skoler og indskrænke vores frihedsrettigheder. Og det på trods af, at langt de fleste af de seneste formænd for elevorganisationen selv har gået i skole på en fri skole.
Men det er ikke det eneste sted, hvor kritikken af de frie skoler raser. Også i Arbejdernes Erhvervsråd mener man, at folkeskolen bliver forfordelt, og at de frie skoler med voksende tilskud siden 2014 ikke har skullet spare, mens alle andre skulle. Claus Hjortdal fra Skolelederforeningen holder sig heller ikke tilbage med at kritisere de frie skoler, hvor han mener, at der ikke er styr på ret meget, og at tilsynet med skolerne er alt for svagt. Formand for Kommunernes Landsforenings børne- og uddannelsespolitiske udvalg Thomas Gyldal (borgmester i Herlev) mener ligesom resten af det socialdemokratiske parti, at nu skal der gøres op med de asociale frie skoler.
Så der er faktisk ret massiv modstand mod skoleformen her på solskinsøen. Og det er ret paradoksalt, at kritikken kommer fra især socialdemokraterne. For det var dem, der sammen med SF og Radikale Venstre, kørte en massiv lockout af alle lærere i 2013. De tog vores og kollegerne i folkeskolens arbejdstidsaftale, som vi gennem flere tiår havde opbygget og betalt for. De tog den – betalte intet for den og brugte provenuet til at finansiere folkeskolereformen. Og selv om de stjal det hele, så lykkedes det dem alligevel at underfinansiere reformen, hvilket har forringet kvaliteten af folkeskoletilbuddet markant mere, end hvad tilbuddet er forringet på det frie skoleområde. At det ikke er gået så galt på de frie skoler skyldes, at de godt kunne se, at hele komplekset omkring understøttende undervisning aldrig er blevet implementeret på de frie skoler, og derfor har der været en noget mere afdæmpet stigning i antallet af undervisningstimer på de frie skoler i forhold til folkeskolen.
Og nu bliver fortællingen så, at hvis vi bare sparer på de frie skoler, så kan vi redde folkeskolen.
Men mon dog. For det første så har vi kommunalt selvstyre i Danmark, og det betyder, at bare fordi kommunerne tilføres flere penge, er der ingen garanti for, at pengene bliver anvendt på skoleområdet. Det kan lige så godt blive brugt til ældreplejen, på at lappe huller i vejene eller på en opnormering af daginstitutionsområdet. For det andet vil den forholdsvis store besparelse, som der lægges op til på det frie skoleområde, betyde, at hver folkeskole kan tilføres ca. 0,6 lærer! Næppe det, der redder folkeskolen.
Men er der så slet ingen sandhed i, hvad der fortælles om vores skoler? Jo, det bliver vi da nødt til at stå ved. Der findes sikkert skoler, som sorterer i eleverne. Og der er en skævhed i fordelingen af elever. Og der er forældre, som i dag flytter deres børn fra folkeskolen til en fri skole, fordi de ikke synes, at folkeskolen er dygtig nok. Det er problemer for sektoren, og dem skal vi have løst.
Måske kræver det, at vi ser på tilskudssystemet på det frie skoleområde. Måske skal der skabes et økonomisk incitament til at tage flere socialt udsatte børn på de frie skoler. Og måske kræver det, at vi også ser på den økonomiske omfordeling, som i dag foregår fra store til små skoler. Så selv om det er træls at høre på den massive og til tider deciderede forkerte kritik af de frie skoler, så skal vi tage det ind, som faktisk er rigtigt. Og vi skal arbejde på at gøre det endnu bedre.