Tag med til demonstration mod afskaffelsen af store bededag

Søndag den 5. februar inviterer Fagbevægelsens Hovedorganisation til demonstration mod forslaget om at afskaffe store bededag.

D 2. februar 2023

af Malthe Dam Christensen

Flere end 20 fagforeninger, herunder Frie Skolers Lærerforening, er værter for demonstrationen mod afskaffelsen af store bededag, som foregår på Christiansborg Slotsplads søndag den 5. februar fra 14-16.

Formand for Frie Skolers Lærerforening Monica Lendal Jørgensen opfordrer foreningens medlemmer til at deltage i demonstrationen:

»Vi bliver som lønmodtagere nødt til at protestere, når den danske model bliver udfordret. Lærernes løn- og arbejdstid aftales ved forhandlingsbordet, og det er uhørt, at regeringen vil tvinge lærerne og alle andre lønmodtagere til at arbejde en ekstra dag, uden at drøfte det med fagforeningerne først. Derfor er det vigtigt, at vi viser vores utilfredshed – for eksempel ved at møde op til demonstration på søndag«.

Mød op ved Linnésgade/Nørre Voldgade-indgangen til Ørstedsparken kl. 13.00, hvis du vil følges med andre fra Frie Skolers Lærerforening, eller find foreningens medlemmer på Christiansborg Slotsplads fra kl. 14.

Fagbevægelsens Hovedorganisation skriver selv om demonstrationen, at: »det bliver en hyggelig eftermiddag med musik, taler, underholdning og spændende aktiviteter«, og man kan blandt andet opleve Anne Linnet og Tessa.

Find mere information om demonstrationen på Facebook.

 

 

deltag i debatten