Stop OK18-tyveri. Overenskomsten gælder alle

Er der nogen, der har set den aftale om spisepausen, som blev indgået i foråret? Noget tyder i hvert tilfælde på, at Moderniseringsstyrelsen har tabt den af syne. For i denne uge brød forhandlingerne mellem Moderniseringsstyrelsen og vores forhandlere igen sammen. Det viser sig, at Moderniseringsstyrelsen ikke vil stå ved den kollektive aftale, som de indgik i foråret.

Sagen er kort fortalt, at seks erhvervsskoler og gymnasier allerede inden vi landede aftalen, havde fjernet lærernes betalte spisepause. Med aftalen var alle sikre på, at de havde fået denne ret tilbage. Men det mener Moderniseringsstyrelsen ikke.

Formuleringen i den indgåede aftale lyder: ”Parterne er enige om, at retten til betalt spisepause ekspliciteres som en overenskomstmæssig ret, hvor en sådan består i dag”. Men Moderniseringsstyrelsen mener, at de skoler, som ved overenskomstindgåelsen allerede havde retten til betalt spisepause, vil have den fremadrettet, mens de seks skoler, hvor ledelsen havde fjernet den betalte spisepausen inden overoverenskomsten, fortsat ikke ville have den.

Men det er slet ikke det, som blev aftalt. Formuleringen gælder de områder, hvor man ikke tidligere har haft retten til betalt pause, og altså ikke de enkelte institutioners ret. Lad mig uddybe.

I og med at vi har en kollektiv overenskomst, så gælder denne for alle. Nu mener Moderniseringsstyrelsen altså, at aftalen om spisepausen kun gælder for dem, som havde retten i forvejen. Det vil sige, at Moderniseringsstyrelsen mener, at på de skoler, hvor man ikke havde betalt spisepause, gælder retten ikke, mens alle andre har retten. Men hvor er det kollektive i det? Man kan da ikke have en overenskomst, som kun gælder for nogen – det er absurd! Hvad skal der fx ske, hvis der opstår nye statslige institutioner? Hvad gælder så? Har de betalt spisepause eller ej? Hele ideen med en kollektiv overenskomst er, at der er ens vilkår for alle, som er på samme overenskomstområde.

Herudover er der selvfølgeligt aspektet i, at det her ikke er en ligegyldig formalitet. Det handler om 2½ arbejdstime per mand per uge.

Som konsekvens af de kuldsejlede forhandlinger vil der nu blive anlagt en faglig voldgift, som skal afklare, hvem der har ret. Det betyder, at der går lang tid før, der kommer en endelig afklaring på, hvordan spisepausen skal håndteres på de pågældende skoler.

Det her er ærgerligt og irriterende på mange planer. For det første er det helt håbløst, at et forhandlingsforløb, som var så højt profileret, som tog så lang tid, og som meget nær var endt i et kæmpe rabalder, allerede få måneder senere får et efterspil, hvor man ikke er enige om, hvad der er aftalt på et af de helt centrale områder. For det andet var vi mange, der så resultatet som en mulighed for at begynde genopretningen af tilliden til arbejdsgiverne. Det kan nu få lange udsigter. Således sætter den verserende konflikt mellem parterne endnu engang pres på forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstagere, og det virker desværre, som om Moderniseringsstyrelsen fortsat mener, at konsensusaftaler, som begge parter kan stå inde for, ikke er målet. For det tredje giver uenigheden et ualmindeligt dårligt udgangspunkt for forberedelsen af OK21 for både arbejdstagere og –givere.

Jeg er oprigtigt ærgerlig over forløbet omkring spisepausen. Vi vil selvfølgelig aktivt følge slagets gang og bakke op om vores centrale forhandlere, som nu skal på den igen. For kollektive aftaler gælder for alle på overenskomsten.