Stem for h......

Et blogindlæg af formanden for Frie Skolers Lærerforening Uffe Rostrup

D 4. juni 2019

Debat
Uffes uforbeholdne

Tiden er inde. En af nyere tids længste valgkampe slutter i morgen, onsdag, med finalen. Du og jeg skal ned i boksen og sætte vores kryds.

Frie Skolers Lærerforening har i den seneste måned afholdt seks valgmøder rundt om i landet, hvor der har været diskuteret nedsættelse af koblingsprocenten på de frie grundskoler, 10.-klasse, stopprøver i børnehaveklasserne, læreruddannelse, folkeskolens krise og meget andet.

Det har været gode møder, hvor man har fået et indtryk af dedikerede og nogen gange knap så dedikerede politikere, som i udgangspunktet er i politik for at gøre en forskel for Danmark. Og selvom om man ikke er enig med dem alle, så bør der stå respekt omkring, at der faktisk findes mennesker, som ønsker at påtage sig det ansvar, det er, at lede vores land – det synes jeg tit, at vi glemmer at anerkende.

Men nu er det altså vores – vælgernes – tur. Og selvom det næppe er nødvendigt, så skal der fra mig lyde en KÆMPE opfordring til dig til at benytte din ret til at blive hørt – gå hen og stem i morgen!

Jeg kunne ikke drømme om at vejlede i, hvor du skal sætte dit kryds – det må du heldigvis selv om. Hvis du er i tvivl, så kan du i det seneste nummer af Frie Skoler læse, hvad partierne mener om det frie skoleområde.

Jeg glæder mig altid til valg. Ud over at det sætter en retning for, hvad det er, vælgerne ønsker sig af politikerne i de kommende år, så er det en festdag. En festdag som ovenikøbet i år falder på Grundlovsdag. Festen består i, at når vi er allermest trætte af de politikere, vi har valgt, så kan vi glæde os over, at vi selv har valgt dem, og over, at vi også har mulighed for at vælge nogle andre, hvis dem vi har, ikke duer. Denne ret er ikke naturgiven, og derfor er det så vigtigt at få stemt. Vi har kort og godt de politikere, som vi har fortjent.

Nogen vil måske sige, at det alligevel er ligegyldigt, hvem vi vælger…. De gør alligevel alle sammen det samme. Hvis man har det sådan, så kan man også vise sin utilfredshed ved for eksempel at stemme blankt.

Men uanset hvad: stem. Det skylder vi politikerne. Det skylder vi os selv. Og det skylder vi demokratiet.

Så stem for h……

deltag i debatten