Stærk tillidsrepræsentant stempler ind på Ravnsøvej
1. november gik en ny konsulent ind ad døren til Frie Skolers Lærerforenings lokaler på Ravnsøvej. Navnet er Jacob Teglgaard, og hvis der ringer en lille klokke
hos dig, er det næppe tilfældigt.
De seneste par år har 46-årige Jacob Teglgaard været en aktiv og markant tillidsrepræsentant for medlemmerne på Hammerum Fri- og Efterskole og en ivrig bidragyder til den fagpolitiske debat i Frie Skolers Lærerforening.
Og, ja, det var ham, der umiddelbart inden overenskomstforhandlingerne skrev et læserbrev i Frie Skoler om betydningen af solidaritet. Og, ja, det er ham, der i foreningens velkomstmagasin fortæller, hvorfor alle lærere bør have en tillidsrepræsentant.
Jacob Teglgaard er ansat i en tidsbegrænset projektstilling. I de næste tre år skal han være med til at styre og styrke foreningens løn og arbejdstidskampagner.