Sophie Løhde lockouter
Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, har varslet lockout for 120.000 statsansatte fra den 10. april. Frie Skolers Lærerforening vil informere medlemmerne, så snart vi ved, hvem der er udtaget.
På et pressemøde klokken 11.00 meddelte Sophie Løhde (V), at hun i dag – onsdag den 7. marts – har sendt lockoutvarsel til 120.000 statsansatte. Lockouten kan tidligst træde i kraft fra den 10. april.
Det fremgår ikke direkte, om lærerne på de frie skoler er omfattet af lockouten, men ministeren siger, at lockouten er omfattende. Vi går dermed ud fra, at lærere på de frie skoler bliver en del af lockouten.
Så snart vi har modtaget lockoutvarslet og ved, hvem der er udtaget, og hvem der er undtaget, vil du og de andre medlemmer blive informeret via en mail.