Skolen er lukket – undervisningen fortsætter
I professionsidealet for lærere på frie skoler står:
”Som lærere er vi ansvarlige for, at eleverne får et godt skoleliv med stort fagligt og socialt udbytte. Vi ved, at læreren er den vigtigste person i forhold til elevens læring, og vi vil til enhver tid leve op til det ansvar
Og det er lige, hvad vi gør nu. I disse dage forbereder, gennemfører og evaluerer lærere deres undervisning, så godt det overhovedet lader sig gøre, i en situation, som er helt usædvanlig. For skolen er flyttet ud i elevernes og lærernes hjem, og der er brug for helt nye måder at gennemføre undervisningen på.
Fra undervisningsministeriets side kommer der i disse dage lovgivning ud, som handler om, at skolerne i videst muligt omfang skal tilbyde eleverne nødundervisning , mens de er derhjemme, da det ikke er meningen, at der skal være erstatningsundervisning, når krisen er slut. Lovgivningen bliver midlertidig og kommer fx også til at forholde sig til de elever, som skal til eksamen til sommer og til de fag, hvor man ikke kan forestille sig, at fjernundervisning kan løse alle udfordringer. Det gælder fx fag, hvor der skal laves forsøg i et faglokale.
Der er selvfølgelig en masse didaktiske og praktiske overvejelser, som skolens ledelse og lærerne i fællesskab må gøre sig. Det er naturligvis ledelsen, der er ansvarlige for at fastsætte de overordnede rammer, men planlægningen bør ske i dialog med lærerne, som skal arbejde og undervise i dem. Hvordan kommunikerer vi med eleverne, så det giver mening? Kan man overhovedet have en fornuftig dialog, når man ikke er i samme lokale? Skal vi lave ”klasseundervisning” eller skal hver enkelt elev have særundervisning? Kan man lave nødundervisning uden computer? Hvordan engagerer vi eleverne – og forældrene – i projektet?
Jeg tror, at det at erstatte det vigtige daglige møde mellem lærere og elever og eleverne indbyrdes bliver den største udfordring. Nu er børnene og de unge hjemme, og ganske vist er de fleste forældre også hjemme, men der er alligevel grænser for, hvor længe man vil nyde sådan en ”ferie”, som nogle elever i første omgang nok tænkte, at det ville være.
Vi må alle sammen hjælpe hinanden, og det betyder, at vi må være gode til at dele vores erfaringer med kollegerne. Vi må dele vores materiale og vores idéer til, hvordan der kan laves så afvekslende og god en undervisning som muligt. Der findes et utal af portaler o. lign. som man kan tage i brug, og den enkelte lærer må nu vurdere, hvad der giver mening i den konkrete undervisning.
Virkeligheden er, at de frie skoler er meget forskellige, og det vil derfor også være helt forskelligt, hvordan skolerne kan og vil løse opgaven med nødundervisning. Nogle skoler vil måske i forvejen have en undervisning, der forholdsvis let lader sig transformere til fjernundervisning, mens andre vil have større udfordringer, fordi de har en helt anden pædagogisk tilgang til undervisning, eller fordi de ganske enkelt ikke har ressourcerne til at sætte et omfattende digitalt system op. Også når det gælder nødundervisning, vil de frie skoler med garanti være kreative, og vi må fastholde respekten for, at der er frihed til at gøre tingene på en alternativ måde, og det vil være op til den enkelte skole at drøfte og beslutte, hvordan man kommer bedst igennem krisen.
Og ud over det rent fagfaglige, så må vi også huske, at eleverne har brug for at opretholde de relationer, som de har i skolen. Det er halvdelen af deres dag, der er helt forandret, og de kommer hurtigt til at savne kammeraterne og de lærere, som de plejer at møde i skolen. Jeg har ikke noget flot og færdigt bud på, hvordan man løser denne opgave, men jeg vil gerne opfordre til, at man på alle skoler overvejer, om man kan finde måder at kommunikere på, som afhjælper denne udfordring. Skal eleverne have en hotline til klasselæreren eller kontaktlæreren? Kan man lave virtuelle frikvarterer? Hvad med morgensang på nettet, som jeg allerede kan se, at nogle efterskoler har taget i brug?
Vi skal sørge for, at eleverne får så god undervisning som muligt, mens de må være hjemme, men vi skal også finde måder at undgå, at de bliver følelsesmæssigt isolerede – det er rigeligt med den fysiske isolation!
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at lærerne på de frie skoler tager situationen meget alvorligt. Vi glæder os alle sammen til krisen er overstået og vi kan komme i skole igen, men i mellemtiden skal vi nok få det hele til at fungere, så godt som det overhovedet er muligt i den nuværende situation, og i forhold til den meget forskellige virkelighed, som er på frie skoler. Vi tager ansvar for vores skole og vores elever – også når det bliver svært.