Seks FSL-politikere deltog i historisk møde

Sammenlægningen mellem de to hovedorganisationer har været længe undervejs, og det gik med hiv og sving

D 13. april 2018

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef

Seks hovedbestyrelsesmedlemmer fra Frie Skolers Lærerforening deltog, da LO og FTF i dag – fredag den 13. april 2018 – besluttede at gå sammen og stifte en ny hovedorganisation. Og de seks repræsentanter – formand Uffe Rostrup, næstformand Monica Lendal Jørgensen, Minna Riis (kreds 7), Annie Storm (kreds 8), Hanne Lindberg Kristensen (kreds 6) og Lars Holm (kreds 1) – stemte alle sammen for den nye organisation.

Hovedbestyrelsen vurderer, at beslutningen styrker lønmodtagernes stemme i den politiske debat, og at den giver dem mere indflydelse:

»Den nye hovedorganisation kan sætte en stærk dagsorden for lønmodtagerne. Og den er stor nok til, at den kan bide skeer med arbejdsgiverne i både DA, DI og Finansministeriet«, argumenterer formanden.

Samtidig peger han på, at det kræver en stor organisation at holde sig ajour med og påvirke det lovgivningsarbejde, som i dag foregår uden for landets grænser. Og som interesseorganisation for lønmodtagerne er man nødt til at følge med i, hvad der sker i for eksempel EU, siger Uffe Rostrup:

»Stadig mere politik og lovgivning kommer fra EU og andre overnationale sammenhænge, og hverken vi eller FTF har råd til at løfte den opgave på kvalificeret vis«.

Beslutningen om den nye hovedorganisation blev fejret med store smil i både LO- og FTF-toppen, men stemmetallene fra FTF var på ingen måde imponerende. Sammenlægningen krævede, at 66,7 procent af FTF’s delegerede stemte ja. Det holdt lige. 71,4 procent sagde go, mens 28,6 procent vendte tommelfingeren ned.

Læs mere om hovedorganisationen i det næste nummer af Frie Skoler.  

Den stiftende generalforsamling for den nye hovedorganisation blev holdt i Odense, og de seks repræsentanter fra Frie Skolers Lærerforening nåede at lægge vejen omkring H.C. Andersens hus.

deltag i debatten