Sammenbrud, konfliktvarsler, og hvad bliver det næste?

Lærernes Centralorganisation og dermed Frie Skolers Lærerforening har i dag afsendt strejkevarsel til Moderniseringsstyrelsen.

Det har du forhåbentligt allerede modtaget et nyhedsbrev om fra foreningen.

Det var IKKE det, vi ønskede, da vi indledte årets overenskomstforhandlinger. Men vi har mødt en forhandlingsmodpart, som hverken har villet indgå bindende aftaler om lærernes arbejdstid, eller tilbyde os lønstigninger, som kan gøre det ud for reallønsstigninger.

Så der ligger ganske enkelt ikke noget på bordet, som jeg kan bede jer om at stemme ja til.

Nu fortsætter forhandlingerne så i Forligsinstitutionen. I modsætning til i 2013, hvor vi blev lockoutet af arbejdsgiverne, er vi denne gang sammen med alle de andre offentligt ansatte. Således var der i går, torsdag, første møde i Forligsinstitutionen på både statens, kommunernes og regionernes område.

Det er forligsmanden Mette Christensen, som skal forsøge at forlige os med arbejdsgiverne. Fra nu af bestemmer hun, hvem der skal mødes, og hvor meget der skal mødes.

Reelt er der tre scenarier, som kan udspille sig fra nu af:

1) Parterne finder selv en forhandlet løsning. Det er næppe sandsynligt, for så havde vi nok fundet den.
2) Forligsmanden udarbejder en mæglingsskitse, som begge parter tiltræder, og som derefter sendes til afstemning blandt medlemmerne.
3) Forligsmanden opgiver at lave en mæglingsskitse, som parterne kan tiltræde. Derefter bryder konflikten løs, og det overlades til regeringen at lovgive.

Strejken er varslet til at begynde den 4. april, men forligsmanden kan udsætte den to gange 14 dage. Hvis hun vælger det, kan strejken iværksættes i begyndelsen af maj.

Frie Skolers Lærerforening vil fortsat arbejde for, at der findes gode og ordentlige løsninger på de problemstillinger, som vi står over for, men vi står langt fra hinanden. Det skyldes hovedsageligt, at der er sket et skifte i den måde, som staten tænker overenskomster på. Tidligere har det været sådan, at staten godt kunne holde sin politiske lovgivende kasket og sin arbejdsgiverkasket adskilt. Sådan er det ikke mere.

Man er i staten begyndt at betragte overenskomstforhandlingerne, som en mulighed for at begrænse statens udgifter – man finder simpelthen penge ved overenskomstbordet, som man kan bruge til at finansiere fx skattelettelser, billigere biler eller andre politiske tiltag. Men det er ikke det, overenskomstsystemet skal bruges til. Det skal bruges til at forhandle de statsansattes forhold på plads. Det har vi haft tradition for i Danmark i 120 år. Det har fungeret godt – det skal der ikke ændres på.

Måske er det på sin plads lige at beskrive, hvad det er, vores arbejdsgivermodpart gerne vil have.

For det første vil de gerne have mere decentral løn. Faktisk mener ministeren, at 25 % af vores løn skal udgøres af decentral løn i 2025. Nu har vi ikke særlig god erfaring med decentral løn. Selvom vi generelt er ret dygtige til at fordele den, så er der slet ikke nok af den, og derfor er det ikke den vej, som vi mener, at lønnen skal udvikle sig.

Herudover mener Moderniseringsstyrelsen og vores minister, at hvis bare tillidsrepræsentanten ikke forhandler lønnen, så vil lederne virkelig kunne belønne de gode lærere. Men vi har fuld tillid til, at når tillidsrepræsentanterne er inde over forhandlingerne, så bliver løndannelsen mere gennemsigtig, og vi slipper også for, at der bliver forskel i lønnen mellem f.eks. mænd og kvinder.

Herudover vil Moderniseringsstyrelsen gerne af med undervisningstillægget, da det begrænser ledernes brug af arbejdskraften. Vores holdning er, at undervisningstillægget er det eneste, som forhindrer, at der er lærere, som sættes til at tavleundervise uden at få tid til forberedelse og efterbehandling. Vi har intet imod at undervise – men undervisningen skal forberedes, så den kan være i orden.

Så ud over at vores arbejdskamp på statens område handler om løn, arbejdstid og betalt frokost, så handler den også om de grundlæggende forhold i den danske aftalemodel. Vi har en oplevelse af, at man i Moderniseringsstyrelsen helst vil alle aftaler til livs og erstatte dem af individuelle forhandlinger med ledelsen. Det er vi lodret i mod, og det er i høj grad det, kampen står om.

Så i den kommende tid får vi brug for alle gode kræfter. Vi har aldrig nogensinde tidligere været så mange medlemmer af Frie Skolers Lærerforening, og nu skal vi stå skulder ved skulder. Vi skal bakke op om vores kolleger, som risikerer at skulle strejke. Vi skal stå skulder ved skulder med vores kolleger i den offentlige sektor: sygeplejersker, sosu-hjælpere, togpersonalet, politi, militær og alle de andre. Vi skal stå skulder ved skulder for at vise Moderniseringsstyrelsen, at man ikke kan køre hele den offentlige sektor ud på et sidespor.