Sådan genåbnes skolerne: med centrale retningslinjer og lokal fornuft

Der er megen snak om mulighederne for at genåbne Danmark. De yngste klasser er kommet tilbage i skolerne, men på helt anderledes vilkår end dem, som vi tidligere kendte. Og lige nu drøftes det så, hvordan næste fase af genåbningen skal finde sted.

Ifølge Politiken har stort set hele Danmark opgivet at få gang i skolen for de ældste elever i dette skoleår. Men det, synes jeg, er for tidligt at konkludere. Lad os nu få det bedste ud af en meget svær situation og se på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre.

Når ministeriet tager fat på næste genåbningsperiode, så bør det lægge den endelige beslutning om, hvor meget der kan åbnes, ud til konkret lokal vurdering – selvfølgelig baseret på sundhedsmyndighedernes vejledning og sikkerhedsvurdering.

Der er skoler, hvor smertegrænsen for genåbning allerede er nået, fordi de mangler både plads og lærerressourcer.  Og der er andre skoler, hvor man normalt har små klasser eller megen plads til rådighed, og de vil kunne åbne hele skolen eller i hvert fald det meste af skolen.

Det væsentlige er, at en eventuel yderligere åbning sker forsvarligt for både børn og ansatte på skolerne. I forhold til lærerne gælder det både, når vi taler sundhed men også arbejdstid. Lærerne på de fleste skoler har faktisk undervist meget i den seneste tid, og selvom undervisningen helt sikkert ikke har haft samme valør og kvalitet som den normale, så har alle gjort deres bedste for at få enderne til at nå sammen. Det hører jeg i den grad undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil kvittere for, og jeg håber, at skoleledelserne på de frie skoler vil gøre det samme. Det betyder også, at læreren ikke skal skubbe en stor pukkel af ulæste timer foran sig, som skal afvikles inden sommerferien – for så duer en løsning med stort lokalt råderum selvfølgelig ikke.

Med lokal mulighed for at vurdere den enkelte skoles evne til at genåbne, opstår der selvfølgelig en forskel på, hvor meget skole skoleeleverne vil få frem mod sommerferien. Men helt ærligt, så bør det være sådan, at vi tilgodeser så mange børn som overhovedet muligt, i stedet for at afholde børn, som der egentlig er plads til, fra at komme i skole, fordi andre ikke kan det. Hellere skole for så mange som muligt end rigide regler om, at man ikke må åbne der, hvor forholdene tillader det.

Hvis det her skal kunne lade sig gøre, så kræver det, at Sundhedsstyrelsens vejledning bliver væsentligt klarere. Således skal det tydeligt fremgå, at alle krav i vejledning for genåbning af skolerne skal overholdes. At vejledningen ikke er en samling anbefalinger men regler. Det skal også tydeligt fremgå, at hvis skolerne ikke overholder kravene, så bliver de lukket igen.

I den forbindelse mangler vi fortsat svar på, hvem der kan klages til, hvis frie skoler ikke overholder sundhedsmyndighedernes vejledning. Og ikke mindst skal det tydeliggøres, at i den helt specielle situation, som vi står i lige nu og her, så skal den ekstra rengøring, der er en betingelse for genåbningen af skolerne, foretages af professionelle rengøringsfolk. Det sidste er en specifik udfordring i hvert fald på visse frie skoler, hvor det normalt enten er eleverne eller forældrene, som gør rent. I det daglige udgør det ikke noget problem. Men lige nu kan det være en stor udfordring for eleverne og de ansattes ve og vel.

Lærerne vil elske at få lov at komme tilbage til skolerne og gøre skoleåret færdigt for skolens elever – også selvom mange forståeligt er bekymrede. Og derfor skal en tilbagevenden ske på betryggende vis, og det kræver mere end bare anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

Mette Frederiksen har gang på gang betonet, at hun hellere går et skridt for kort end et for langt i denne genåbningsfase. Det er meget fornuftigt, og jeg er helt enig. Det skal ikke være følelserne, der styrer genåbningen – det skal være fornuften. Så selvom det er synd for eleverne, at de ikke alle kan få sluttet skoleåret ordentligt af, så er almenvellets ve og vel altså vigtigere.

Men lad os i fællesskab begrænse udfordringerne så meget som muligt. Det gør vi ved klare sundhedsfaglige retningslinjer i form af instrukser og ikke anbefalinger, kombineret med lokale muligheder for at træffe fornuftige beslutninger på baggrund af disse instrukser. Selvom ikke alle kan komme tilbage, så lad os da få så mange i gang der, hvor det er forsvarligt med de ressourcer, som der er til rådighed.