Så starter overenskomstforhandlingerne igen

Nu starter OK18 igen. Tja, sådan kan man i hvert fald godt føle det, inden vi tirsdag tager fat på vores drøftelser med Moderniseringsstyrelsen. Drøftelserne handler om forbedringer af det decentrale lønsystem og forenklinger i det eksisterende lønsystem.

I resultatet af organisationsforhandlingerne for OK18 blev vi enige om, at vi ville genoptage drøftelserne om disse sager efter den 1. september og senest afslutte drøftelserne og forhandlingerne ved udgangen af 2019.

Hvad kan jeg så tillade mig at forvente af disse forhandlinger?

Jeg har en klar ide om, at begge parter kommer til bordet med intentioner om at finde gode og konkrete løsninger på, hvordan vi får den decentrale lønudmøntning til at fungere betydeligt bedre.

Der er gennem årene ved skiftende overenskomstforhandlinger afsat over 12 procent til reststigningen. Det er herfra ny løn i en eller anden forstand forventes finansieret, selvom der ikke er nogen garanti for at disse penge kommer til udbetaling. Og vi ved samtidig, at vi skal udmønte i nærheden af 11 procent – eller 44.000 kr. i gennemsnit per år – på det frie skoleområde for at have en løn, som modsvarer, hvad vores kolleger i de kommunale skoler tjener. Vi ved også, at langt de fleste af vores daglige arbejdsgiverrepræsentanter – skoleforeningerne – godt forstår, at vi sammenligner vores løn med folkeskolelærernes.

Desværre er det ikke skoleforeningerne, som vi skal blive enige med – det tror jeg faktisk godt, at vi kunne finde ud af. Det er Moderniseringsstyrelsen. Og som bekendt har vi gennem de sidste 8-10 år haft ganske svært ved i fællesskab at lave gode løsninger med netop styrelsen.

Ikke desto mindre må det være både håbet og forventningen forud for vores forhandlinger. For er der noget, som OK18 har vist, så er det, at vi bliver nødt til at blive bedre til at finde gode løsninger på hele det statslige område – og vi kunne passende starte her.  

Overenskomstforhandlingerne har i de seneste år handlet alt for meget om at vinde og tabe. Vi ved alle sammen godt, at en god forhandling er den, hvor man går fra hinanden med noget godt og noget skidt, men hvor man i det store og hele synes, at det er en god aftale, som adresserer områdets udfordringer – altså en slags uafgjort. Det skal vi tilbage til, og jeg håber i den grad, at Moderniseringsstyrelsen også igen vil fokusere på mulighederne for at skabe resultater, som vi kan stå inde for i fællesskab.

Jeg glæder mig i al min naivitet til på tirsdag.