Retssikkerhed og økonomisk fornuft støder sammen

Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om et nyt lovkompleks, som omfatter de frie skoler. Det er en omfattende buket, som både indeholder roser og tidsler, og det ville have ført for vidt i et blogindlæg at gennemgå dem alle. Derfor må du bære over med, at jeg nu skriver det tredje indlæg om forskellige dele af indholdet i det nye lovforslag.

Og i virkeligheden vil jeg så ikke skrive så meget om lovforslaget, som er fremsat, men i stedet beskrive det forslag, som vi i forbindelse med vores høringssvar sendte ind til ministeriet, og som ministeren svarede på for en uges tid siden.

Men historien må starte et lidt andet sted. De seneste par år er lovgivningen om de frie skoler blevet strammet, og i den forbindelse har Folketinget også styrket tilsynet med de frie skoler. Det har foreningen faktisk været ganske positive over for, idet vi synes, at de frie skoler skal holde sig inden for lovens rammer, når de laver skole. Men der har været en uheldig sideeffekt af de mange tilsyn. For det er nemlig sådan, at tilsynet en del gange har frataget skolerne deres tilskud samtidig med, at de fik en påtænkt afgørelse – altså længe inden skolerne får deres egentlige og endelige afgørelse.

Det giver skolerne yderligere problemer, da det er de færreste skoler, som har råd til at lave skole i månedsvis uden statsligt tilskud. Og på et tidspunkt kan det knibe med at udbetale løn eller pension til lærerne.

Når det sker, så har foreningen en forpligtigelse til øjeblikkeligt at sørge for, at lærerne får deres penge. Det skyldes ud over hensynet til lærerne, at Lønmodtagernes Garantifond, som betaler lærernes løn, hvis en skole går konkurs, forlanger, at foreningen gør krav gældende med det samme. Det kan betyde, at vi bliver nødt til at bede lærerne om at blive hjemme fra arbejde, hvilket igen kan medvirke til, at skolen kommer i endnu større problemer end tidligere. En ægte negativ spiral. Samtidig risikerer foreningen at komme i konflikt med vores egne medlemmer, som berettiget forventer af os, at vi slås for deres arbejdspladser (og det kan nok i en meget tilspidset situation være svært at se, at det er præcis det, vi forsøger ved at sørge for, at lærerne får deres tilgodehavender).

Derfor foreslog vi en lovændring, som gik på, at skolerne højst kan miste tilskuddet midlertidig i to måneder. Vi mener ikke, at det er fagforeningen, som med vores krav over for skolen eller Lønmodtagernes Garantifond skal lukke skoler under skærpet tilsyn – det må ministeriet selv gøre.

Merete Riisager svarede på vores forslag, at hun godt kunne se problemet, men at staten har en ”kreditorinteresse”. Det betyder kort sagt, at staten ikke må kaste gode penge efter dårlige, og hvis der er mistanke om, at skolen ikke kan fortsætte driften, så skal statstilskuddet ophøre.

Nu er der næppe mange, der mener, at vores alle sammens skattekroner skal bruges uhensigtsmæssigt, så intentionen er god nok. Men det ændrer ikke på, at det krænker min retsfølelse, at skoler, som mister tilskuddet, ikke har mulighed for hverken at anke ministeriets afgørelse eller få opsættende virkning, hvis de klager til ombudsmanden eller anlægger et civilretsligt søgsmål.

Lykkeskolen i Århus er et fremragende eksempel. Skolen følte sig uretfærdigt behandlet af ministeriet, men mistede alligevel deres tilskud. De klagede til Ombudsmanden, men lukkede alligevel i august 2018. Og med lidt held så får de en afgørelse for Ombudsmanden her i marts! Og hvad skal de så med den?

Der er ganske enkelt brug for en revidering af regelsættet på dette område, og det vil vi fortsat forfølge politisk. Om ikke så længe vil vi uanset hvad få en ny undervisningsminister – så vil vi snakke med vedkommende om problemstillingen igen.