Overenskomstforhandlingerne er gået i stå – har de nogensinde været i gang?

Så er overenskomstforhandlingerne officielt gået i stå. Efter syv møder på det statslige område om lærernes arbejdstid, er der officielt ikke længere nogen fremdrift i forhandlingerne.

De, som har været til et af foreningens overenskomstmøder i den seneste tid, har hørt, at selvom der har været afholdt møder om lærerarbejdstiden, så har der ikke på noget tidspunkt været tale om reelle forhandlinger på statens område – nu er det officielt.

Frie Skolers Lærerforening og Lærernes Centralorganisation har ved forhandlingerne spillet forskellige muligheder over bordet, som kunne give lærerne en arbejdstidsaftale, der har samme værdi som de aftaler, andre faggrupper i staten har. Men Moderniseringsstyrelsen mener, at det er noget, de kan forhandle om.

Så nu venter vi. Vi venter på, at der eventuelt viser sig mulige forhandlingsåbninger på det overordnede statslige områder eller på, at der igen aftales møder om lærernes arbejdstid.

Man skulle tro, at det ville være forholdsvis enkelt for Moderniseringsstyrelsen at honorere arbejdstidskravet: Lærerne skal have en arbejdstidsaftale, som er lige så meget værd, som alle andre statsansattes arbejdstidsaftaler – hvad er problemet i det?

Vi er den eneste faggruppe i staten, som ikke har aftalte forhold omkring arbejdstiden. Moderniseringsstyrelsen mener, at vi bør arbejde ligesom alle andre faggrupper i staten. Hvorfor kan vi så ikke få de samme forhold, som de har?

Men det kniber tilsyneladende med forståelsen for dette, også selvom Moderniseringsstyrelsen udmærket godt ved, at det er nødvendigt på en eller anden måde at honorere dette krav, hvis vi skal kunne lande en aftale.

Det er vigtigt at pointere, at forhandlingerne er gået i stå. De er ikke er brudt sammen! Og derfor venter vi ganske enkelt på, at de bliver genoptaget. Vi er klar – det ville da være en fornøjelse, hvis Moderniseringsstyrelsen snart blev det. Realitetsforhandlinger, som afsluttes med, at vi indgår en aftale – det er det eneste fornuftige – hvor ville det være dejligt, hvis vores modpart indså det.