Uffe Rostrup: ”Vi må ikke lade andre bestemme for os”

FSL sendte i weekenden både mail og sms til medlemmerne. For det er vigtigt, siger Uffe Rostrup, at så mange som muligt stemmer om overenskomsten

D 23. marts 2015

af Uffe Rostrup

»Det er utroligt vigtigt, at medlemmerne tager stilling og stemmer«, siger formanden for Frie Skolers Lærerforening (FSL), Uffe Rostrup. Og der er en særlig grund til, at han ønsker en høj stemmeprocent og et stærkt mandatg, forklarer han:

»Det er ikke os alene, der afgør, om det bliver et ja eller et nej til overenskomsten for lærerne på det statslige område«.

Danmarks Lærerforening, som har et par tusinde lærere på statsoverenskomsten, og Uddannelsesforbundet sidder også med ved bordet i Lærernes Centralorganisation (LC), og det er her, det bliver afgjort, om overenskomsten bliver vedtaget.

»Vi har flest medlemmer på statsoverenskomsten, men det er klart, at jo stærkere vores mandat bliver, jo mere vægt tillægges vores stemme også i LC, og dermed øges sandsynligheden for, at afgørelsen går vores vej«, fortæller Uffe Rostrup.

Procenten er på vej op
Det er baggrunden for, at FSL søndag sendte både sms og mail til alle medlemmer og opfordrede dem til at stemme: Foreningens politikere syntes, at stemmeprocenten var for lav.

Da Danmarks Lærerforenings urafstemning sluttede, havde godt tre fjerdedele af alle medlemmerne stemt. Uffe Rostrup tror ikke, at FSL når samme højder, men han vil meget gerne have stemmeprocenten op over de 25,7 procent, som den viser i øjeblikket:

»Det er simpelthen for lavt, synes jeg. Det er første gang siden lockouten, at vi får indflydelse på vores egne arbejdsforhold. Så det sender et vigtigt signal, hvis vi som lærere på de frie skoler viser, at vi interesserer os for vores overenskomst og vores arbejdsforhold«, siger han.

Uffe Rostrup forstår godt, hvis man kan tænke: Hvorfor stemme, når resultatet er så magert? Men han opfordrer alligevel medlemmerne til at sætte kryds:

»Ellers overlader man det jo bare til andre at træffe beslutningen, og det synes jeg, er forkert. Vi skal søge indflydelse på vores eget arbejdsliv – ikke lade andre bestemme. Det gælder for foreningen som for det enkelte medlem«, siger han.

deltag i debatten