Nu skal vi for alvor passe på de sårbare børn og unge

Et blogindlæg af næstformanden for Frie Skolers Lærerforening Monica Lendal Jørgensen om den aktuelle corona-situation.

D 30. april 2020

af Monica Lendal Jørgensen, Næstformand for FSL
Debat
Corona
Monicas mening

Antallet af underretninger falder drastisk, en del elever er koblet af den virtuelle undervisning og børnetelefonen modtager et stigende antal opkald fra børn og unge, der har svært ved at være hjemme længere.

Der er børn, som er ensomme, fordi de savner deres kammerater og lærerne i deres skole, og det er børn, som er utrygge, fordi de er hjemme med forældre, der skælder ud og skændes, drikker for meget eller af andre årsager har svært ved at klare hverdagen. Det, at fjernundervisningen stiller nye krav til både elever og forældre, gør selvfølgelig ikke situationen bedre, og uligheden mellem de ressourcestærke og de sårbare elever vokser, når de er afhængige af, om forældrene kan honorere skolens krav.  

Som lærere ved vi godt, hvilke børn og unge der er mest udsatte, og hvilke elever der risikerer at tage skade af den langvarige nedlukning af skolen. Vi er med rette bekymrede for, hvor meget læring, der er gået tabt for vores elever, mens de har været henvist til nødundervisning, men heldigvis ved vi også, at langt de fleste vil kunne indhente det forsømte, når skolen åbner igen. Der er dog en lille gruppe af elever, som ikke har ret meget opbakning til skolearbejdet derhjemme, og en gruppe, som har det meget svært med overhovedet ikke at komme i skole i mange uger.

Al forskning viser, at de svageste elever risikerer at tabe langt mere i forhold til undervisningen end deres klassekammerater. Og tabet af undervisning og læring er måske ikke det værste for disse børn. Nogle af dem er i risiko for at tage varig skade, og nogle vil måske få svært ved overhovedet at vende tilbage til skolen igen.

I vores bestræbelser for at få hjemmeundervisningen til at fungere for hele klassen eller gruppen af elever, skal vi som lærere være meget opmærksomme på, at vi ikke glemmer de allersvageste. Nogle af dem kender vi på forhånd. Det er dem, som vi altid har haft et ekstra blik for. Det er dem, som har haft behov for en ekstra snak på gangen eller i skolegården. Det er dem, som ikke altid har madpakke med, eller som måske trænger til et bad eller et par nye sko. Det er dem, som ikke siger ret meget og som dukker sig, når der skal laves grupper i klassen. De er synlige til hverdag, når vi har dem på skolen, men de kan meget nemt gå under radaren, når der er tale om fjernundervisning, og vi skal passe på, at vi ikke overser dem.

Jeg hører om elever, som lærerne og skolen simpelthen ikke kan komme i kontakt med, og jeg mener, at det er stærkt bekymrende og en oplagt grund til at kontakte de sociale myndigheder.

Alle børn og unge SKAL have en tryg voksen i skolen, og sådan som situationen er, kan vi ikke forvente, at de sårbare elever selv kan bede om den nødvendige hjælp – læreren er nødt til at række ud og holde hånden under dem.

Og hvordan gør man så det? Der findes mange bud og ikke et klart svar. Det vigtigste er, at man har opmærksomheden rettet mod problemerne, og at man gør noget. Det, at antallet af underretninger er faldet voldsomt, er i sig selv bekymrende, og vi skal blive ved med at underrette om de forhold, som vi finder bekymrende, så familierne kan få den nødvendige hjælp, og ingen børn overlades til at klare sig selv. Man kunne overveje, om man skulle afholde ekstra skole/hjem-samtaler med familierne i de hjemsendte klasser. Ministeriet burde give grønt lys til, at man kan mødes med en enkelt forælder og en elev på skolen eller i hjemmet, hvis man overholder sundhedsmyndighedernes vejledninger. På nogle efterskoler kører lærerne ud til deres elever, som er voldsomt glade for at få et kort besøg i haven eller på gaden foran deres hjem. De elever, som inden skolenedlukningen var omfattet af specielle tilbud og ordninger, skal man måske forsøge at få tilbage så hurtigt som overhovedet muligt. Her har skolens ledelse og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning også et stort ansvar. 

Og hvis vi ikke snart kan åbne skolerne for alle elever, så bør vi sørge for, at de mest sårbare elever bliver de første til at komme tilbage i skolen. Jeg er klar over, at det vil betyde, at man vil udpege dem og nogle vil sige, at de risikerer stigmatisering, men det er altså langt værre, hvis de sårbare og udsatte unge tager skade af at være isoleret hjemme.      

Jeg er meget bekymret. Kriser som denne har social slagside, og vi må forsøge at holde de sårbare og udsatte elever oven vande.

Så min appel skal være – pas på lærerne og pas på skolen – men pas særlig godt på de svageste elever.

deltag i debatten