Morten bruger lærerlog til at styre sin arbejdstid

Det giver stor frihed, at man selv kan tilrettelægge sit arbejde. LærerLog hjælper dig med at administrere friheden

D 1. juli 2019

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef

Som medlem af Frie Skolers Lærerforening har du adgang til LærerLog. Onlineværktøjet er udviklet til arbejdstidsreglerne på de frie skoler, og du kan blandt andet få advarsler, hvis du er i overtid eller har for få fridage som efterskolelærer.

På Giersings Realskole i Odense administrerer lærerne selv deres arbejdstid. Kun undervisningen og enkelte møder er skemalagt – og lærerne bestemmer selv, hvornår og hvor de forbereder sig, retter opgaver og så videre.

Lærer Morten Mau værdsætter den store frihed, men han er også bevidst om risikoen for, at grænsen mellem arbejde og fritid bliver udvisket. Det er netop derfor, han bruger LærerLog.

"Det er vigtigt for mig at vide, hvor meget jeg reelt arbejder. Og jeg kan ikke overskue en hel uge – eller måned – i hovedet. Jeg bliver nødt til at registrere, hvornår jeg arbejder, for at holde styr på det", siger han.

LærerLog giver overblik
LærerLog er et onlineværktøj, som medlemmer af Frie Skolers Lærerforening kan bruge til at styre, dokumentere og registrere arbejdstiden. Når du registrerer den tid, du bruger på forskellige opgaver, holder programmet øje med, hvor meget du arbejder, hvilke opgavetyper du bruger arbejdstiden på, om du er på vej mod overtid og så videre.

Og LærerLog er et godt værktøj, mener Morten Mau:

"Jeg er rigtig glad for det og reklamerer for det, hvor jeg kan", siger han.

Arbejdstiden slår ud
Da Morten Mau begyndte på Giersings Realskole, gav han den en ekstra skalle:

"Man vil jo gerne gøre et godt indtryk", griner han.

De ekstra timer slog ud på LærerLog, og i december viste værktøjet, at han havde 60 overarbejdstimer. Slap nu lige af, tænkte han. Du skal også have kræfter til den næste måned. Og næste år.

I april viste loggen 22 overarbejdstimer, og når skoleåret snart er forbi, regner han med, at regnskabet går så nogenlunde op. Og sådan skal det også være:

»Jeg skal arbejde det, jeg får løn for, og det gør jeg. Jeg arbejder ikke mere, men bestemt ikke mindre, end da jeg var i folkeskolen. Men jeg er rigtig glad for, at jeg kan dokumentere det. Jeg ved, at jeg arbejder mine timer«, siger Morten Mau.

Overblikket giver ro
Som mange andre lærere oplever Morten Mau, at der er store udsving i arbejdsbelastning hen over skoleåret. Også her hjælper LærerLog med overblikket, fortæller Morten Mau:

»På skolen taler vi tit om, at vi har rigtig travlt, og det har vi. Vi har ofte travlt. Men når jeg åbner LærerLog, kan jeg se, at der også er perioder, hvor jeg ikke har så meget om ørerne. Og det er rart at vide. Når man ved, at perioderne med høj belastning går over, er det lettere at leve med presset«, siger Morten Mau.

Sådan fungerer LærerLog

Gratis
fsl.dk/lærerlog finder du både videoguides og en quickguide til LærerLog. Som medlem er du automatisk oprettet som bruger på lærerlog.dk, og du bruger det samme login, som du bruger til foreningens hjemmeside.

Overblik
LærerLog er en kalender, som viser de arbejdsopgaver, du har lagt ind i programmet. Værktøjet viser, hvor mange timer du har brugt i forhold til årsnormen, og hvor meget tid du bruger på de forskellige opgavetyper. Din tillidsrepræsentant kan oprettet en fælles skabelon, som I på skolen kan bruge som skema. Der er også mulighed for at importere skemaer fra skolens administrative system.

Advarsler
Når du har dit skema og dine løbende opgaver lagt ind i programmet, advarer LærerLog dig, hvis du er i overtid, eller du som efterskolelærer har for få fridage.

LærerLog på mobilen
LærerLog tilpasser sig mobiltelefonen. Du får færre muligheder, men mobiludgaven gør det nemt at lægge nye opgaver ind eller opdatere, hvis der sker ændringer i skemaet.

Læs mere på fsl.dk/lærerlog.

FÅ TJEK PÅ RESTTIDEN
Mange lærere har en resttidspulje af arbejdstimer til de opgaver, der ikke er skemalagte ved skoleårets start. Du kan vælge kun at bruge LærerLog til at holde styr på resttiden.

  • Angiv, hvor mange timer du har i resttidspuljen
  • Registrer, når du bruger timer fra resttidspuljen
  • Følg med i, hvor meget af din resttidspulje der er tilbage

Du kan registrere alle dine resttidsopgaver som ’Resttid’, men du kan også lave underkategorier som ’Forberedelse’ eller ’Skoleteater’. På den måde kan du dokumentere, hvor mange timer, du har brugt på de forskellige opgaver fra resttidspuljen.

deltag i debatten