Medlemstilbud: Gratis bog om motiverende undervisning

FSL-medlemmer kan nu downloade bogen ’Motiverende undervisning’ gratis som både e- og lydbog.

D 11. december 2017

af Jesper Fjeldsted, Journalist
Kompetenceudvikling

Bogen ’Motiverende undervisning’ er den sjette i serien 'Pædagogisk rækkevidde', der udkommer på Aarhus Universitetsforlag i samarbejde med Frie Skolers Lærerforening og Danmarks Lærerforening.

Som FSL-medlem har du gratis adgang til digitale udgaver af alle bøgerne i serien, hvor pædagogiske forskere giver inspiration til, hvordan lærere og pædagoger kan omsætte forskning til praksis. Log på Mit FSL og hent bogen

Lektor i pædagogisk psykologi på DPU Frans Ørsted Andersen er forfatter til bogen ’Motiverende undervisning’, og han har selv et bud på, hvordan lærere kan bruge bogen:

”Det er ikke en kogebog, hvor der er opskrifter til, hvordan man skaber motiverende undervisning i enhver kontekst. Pædagogisk forskning kan ikke foreskrive, hvad der virker ude i det enkelte klasseværelse, for der er så mange ubekendte, men hvis man læser bogen, så er jeg sikker på, at man får et udgangspunkt for at diskutere og arbejde med motivation i undervisningen,” siger han blandt andet i et interview med FSL's medlemsmagasin Frie Skoler.

Forfatteren opfordrer til, at lærere ser bogen som en ressource, de kan trække på i situationer, hvor elevernes motivation er i spil.

”Det kan være i samtaler med forældre til elever med motivationsproblemer, hvor læreren kan bruge bogen til at blive klædt på til at snakke med forældre om, hvor udfordringerne er. Det kan også være i et specifikt forløb i f.eks. naturfag, hvor læreren kan læse et par kapitler, og bruge eksemplerne i bogen til at arbejde med elevernes motivation på en anden måde”, siger Frans Ørsted Andersen.

Bogen bruger virkelige eksempler til at illustrere viden fra den nyeste motivationsforskning, og du kan blandt andet læse, hvordan du kan trække erfaringer fra turbo-forløb og særligt tilrettelagte undervisningsdesign ind i undervisningen.

Bøger i serien Pædagogisk rækkevidde

  • Digital Dannelse, Jeppe Bundsgaard
  • Læringens dna, Theresa Schilab
  • Samarbejde og inklusion, Tine Basse Fisker
  • Læring i praksis, Ole Lauridsen
  • Spilpædagogik, Andreas Lieberoth
  • Motiverende undervisning, Frans Ørsted Andersen

Serien kommer til at omfatte 12 bøger, som alle bliver gratis tilgængelige som e- og lydbog for FSL-medlemmer. Medlemmer kan desuden købe de fysiske bøger med en rabat på 50 kroner.

Log på Mit FSL og hent alle bøger i serien 

deltag i debatten