Man kan ikke bare tage en helligdag uden at spørge, hvad den koster!
Regeringens kæmpestore fejl i sagen om store bededag er, at den har valgt at lovgive om overenskomstspørgsmål helt uden at tale med fagbevægelsen om det. Selv om det kan opfattes som en bagatel at pålægge lærerne at arbejde 2,5 minutter ekstra per skoledag, så er det helt uset, at det sker ved lovgivning og ikke via forhandling mellem arbejdsgiver og arbejdstager.
”Vi skal alle sammen bidrage, når fællesskabets økonomi er presset. Der er brug for at øge arbejdsudbuddet, og vi kan vel godt give en enkelt arbejdsdag om året.” Det er sådan noget i den retning, som jeg hører fra forskellig side, når talen falder på store bededag. Og ja, det kan vi da godt tale om. Det kan da godt være, at lærerne på de frie skoler vil være med til at bidrage ved at give en arbejdsdag til fællesskabet – men det kan også godt være, at de ikke vil det. Vi har faktisk ikke sagt, at vi ikke vil tale om det, men vi er nødt til at sige det højt og klart: Det er ikke i orden, at vi ikke bliver spurgt!
Man kan have mange meninger om, hvorvidt det faktisk vil bidrage til økonomien eller til arbejdsudbuddet, og det bør selvfølgelig også være en del af debatten om afskaffelse af store bededag. Man kunne også drøfte, hvad det vil betyde for arbejdsmiljøet, at man gradvis sætter arbejdstiden op. Men for os i fagbevægelsen er det allervigtigste faktisk at kæmpe imod, når regeringen og Folketinget bevæger sig ud ad den vej, hvor aftaler erstattes af lovgivning. Og det skal vi gøre, uanset om de går med små skridt eller i syvmilestøvler. Hvad bliver det næste, og hvordan kan vi beskytte den danske arbejdsmarkedsmodel, hvis vi accepterer, at regeringen ved særlige lejligheder ser bort fra, at løn og arbejdstid aftales mellem arbejdsmarkedets parter.
Det havde været langt klogere, hvis regeringen havde indbudt til trepartsforhandlinger om indførelsen af en ekstra arbejdsdag. Det er langtfra sikkert, at fagbevægelsen havde været enig, og det ville formodentlig have ført til længere forhandlinger og krav om en fair betaling til gengæld. Det er nemlig sådan, aftalesystemet fungerer. Man stiller et krav, og man aftaler en pris. Når regeringen i spørgsmålet om store bededag selv beslutter, hvad man vil købe, og hvad prisen skal være, så kan man være helt sikker på, at de, der skal levere varen, er uenige og ikke er tilfredse med betalingen.
Desværre ser det ikke ud til, at regeringen har tænkt sig at lytte og ændre strategi. Men selv om loven skulle ende med at blive til virkelighed, er vi nødt til at protestere. Det er ikke i orden at lovgive om overenskomstspørgsmål – uanset om man er en flertalsregering eller ej.