Lønnen voksede på grundskolerne

En gennemsnitlig lærer på de frie grundskoler har fået 3000 kroner mere i lokal løn det seneste år

D 26. oktober 2016

Fair lærerløn

De frie grundskolelæreres decentrale løn voksede med 3000 kr. fra 2015 til 2016. Det viser en ny statistik fra Fordelingssekretariatet.

Den 1. maj 2015 fik de i gennemsnit 16.500 kr. om året i decentral løn – året efter var tallet 19.500 kr.

Og der er både godt og skidt i den historie, siger formanden for Frie Skolers Lærerforening (FSL), Uffe Rostrup.

Det gode først: Det er første gang i flere år, at den decentrale løn vokser så meget på et år, og den del glæder FSL-formanden.
»Det viser, at vores lønkampagne virker. Lønnen vokser, når vi kæmper for den«, siger han.

Og så det skidte: Selv om stigningen er stor, ligger den lidt under lønudviklingen i folkeskolen. Folkeskolens forspring bliver desværre lidt større. Og den del ærgrer til gengæld Uffe Rostrup:

»Vi skal altså forhandle os til endnu flere decentrale lønkroner for at komme på niveau med folkeskolen«, siger Uffe Rostrup.

Men FSL-formanden tror på, at lønnen stiger endnu mere næste gang.
»Statistikken er fra april, men da havde kampagnen kun kørt i kort tid. Desuden gælder mange af de lønaftaler, der er indgået, først fra den 1. august, så jeg forventer et endnu større lønhop, når vi ser den næste statistik«.

Efterskolernes løn indgår ikke i statistikken fra Fordelingssekretariatet. Det gør ledernes til gengæld. Og ifølge Dansk Friskoleforenings steg friskoleledernes løn med 1,8 procent – det er cirka dobbelt så meget som lærernes.

deltag i debatten