Lockoutvarslet øger trykket men løser intet

Et blogindlæg af FSL-formand Uffe Rostrup

D 8. marts 2018

OK18
Debat
Uffes uforbeholdne

Moderniseringsstyrelsens lockoutvarsel, som vi modtog i går, onsdag, ændrer ikke alverden ved den politiske situation omkring de fastlåste forhandlinger. Både en strejke og nu altså en lockout lægger maksimalt tryk på forhandlerne for at finde et resultat, så vi ikke får en storkonflikt, hvor op imod 440.000 offentligt ansatte ikke må komme på deres arbejdspladser.

Det er nemlig ikke kun de frie skoler, som i dag modtog et konfliktvarsel – det har medarbejdere rundt omkring på flere offentlige institutioner.

Heldigvis er der stadig god tid til at finde en løsning på de fastlåste udfordringer, som vi står over for – og jeg tror faktisk ikke, at der er nogen, der reelt er interesseret i en konflikt.

At vi nu står over for en lockout ændrer på vores setup i foreningen. De omkring 1000 medlemmer, vi har udtaget til strejke, modtager konfliktstøtte fra den første dag, de er i strejke, og frem til lockoutens første dag. Fra Lockouten begynder bliver de konfliktende tilbudt et lån.

Du kan andetsteds læse om de nærmere forhold.

Vi har valgt låneordningen til at finansiere lockouten, fordi mange i 2013, hvor vi havde en støtteordning, oplevede den som en art lån, da der skulle betales ekstra ind til konfliktkassen, som var tom. Da ikke alle har brug for lånet, så har vi valgt denne model.

Der findes ikke nogen optimal model for alle krige, men vi mener, at denne løsning er den bedste. Vores kolleger i Uddannelsesforbundet og Danmarks Lærerforening har i øvrigt valgt en tilsvarende løsning.

Vi arbejder stadigt det bedste vi har lært, på at finde en forhandlet løsning, så vi slipper for at komme i konflikt. Vi tror på, at de bedste løsninger laves i fællesskab, ved forhandlingsbordet og med fælles ansvar efterfølgende. Vi arbejder på, at det stadigt er en mulighed.

deltag i debatten