Læs Uffe Rostrups 1. maj-tale
Kære venner
Selvom valget endnu ikke er udskrevet, så er der valgkampsstemning. Ja, vi står muligvis over for et af de mest spændende valg i meget lang tid. For med tre statsministerkandidater på rød stue og kun en enkelt på blå, kan selve regeringspuslespillet efter valget blive yderst interessant, og hvem ved måske også langvarigt.
Valgkampens emner er ikke ligegyldige. Og selvom skole og uddannelse næppe kommer til at spille den væsentligste rolle, så vil den få sin plads. De helt urimelige 2 %-besparelser på de statslige uddannelsesinstitutioner, presset på lærerne med medfølgende nedslidning og forholdet mellem folkeskolen og de frie skoler vil blive valgkampstemaer.
Og ikke mindst det sidste - altså forholdet mellem folkeskolen og frie skoler - har Socialdemokratiet valgt at gøre til en mærkesag i deres valgkamp. Socialdemokratiet mener, at de frie skoler har for mange elever, og at de økonomiske forhold er alt for gunstige. Således har Socialdemokratiet allerede meddelt, at de ønsker at nedsætte den såkaldte koblingsprocent på de frie grundskoler fra de nuværende 76 % til 71 %. Uden at gå i tekniske detaljer betyder det betydelig mindre statstilskud til de frie skoler – faktisk i omegnen af 325 mio. kr. mindre om året. Provenuet vil de bruge til at styrke folkeskolen. En målsætning som jeg på ingen måde kan være uenig i – vi har brug for en formidabel god folkeskole.
Men det er symbolpolitik af værste skuffe, for det løser overhovedet ikke de udfordringer, der er imellem de to sektorer.
For det første er der næppe nogen garanti for, at en eventuel besparelse på 325 mio. kr. vil blive anvendt på folkeskolerne. Der er vel stadig kommunalt selvstyre i Danmark? Så med mindre de vil øremærke pengene, hvilket skiftende regeringer har forsøgt med andre puljer gennem årerne – uden større succes - så kan pengene lige så godt ende med at blive anvendt på ældreområdet.
For det andet er en ”saltvandsindsprøjtning” på 325 mio. kr. eller ca. 300.000 kr. i snit per folkeskole næppe dét, der løser folkeskolens udfordringer. Det er helt andre ting, der skal til. Først og fremmest skal vi have det aktive selvstyre tilbage til folkeskolen. Det nytter ikke noget, at der detailstyres fra både Christiansborg og fra kommunerne. Der skal ganske enkelt indføres et helt andet styrings- og især ledelsesparadigme, hvor man genindfører troen på de fagprofessionelle. Hvor man giver de lokale ledere økonomisk og pædagogisk frirum til igen at stille sig i spidsen som stolte ledere for deres skoler. Og hvor man som lærer igen kan føle sig værdsat og have tid og rum til at forberede god og inspirerende undervisning. Og på dette område tror jeg, at det er umådeligt vigtigt, at der findes frie skoler, som kan vise vejen og give inspiration til de mange kommuner, som tilsyneladende styrer efter devisen, at hvis pengene passer, så er det godt nok. Men vi, som er samlet her i dag, ved godt, at lærere ikke trives og blomstrer med ”godt nok”. Vi trives og blomstrer med at få lov at gøre det nødvendige for at bringe vores børn og unge videre i forhold til at blive dygtige, demokratiske og samfundsbevidste borgere.
Oplægget til at reducere de frie skolers tilskud har store konsekvenser for lærerne på de frie skoler. Lønnen er i forvejen lavere på de frie skoler end i folkeskolen, og vi hører allerede nu om tillidsrepræsentanter på vores skoler, som har svært ved at forhandle lønaftaler på plads for det kommende år, fordi skolerne frygter, hvad der sker, hvis Socialdemokratiet bliver regeringsparti.
En tredje faktor som Socialdemokratiet ser bort fra i deres bud på, at der skal skæres i forholdene for de frie skoler, er, at den store tilvækst i antallet af frie skoler i disse år sker på landet. Den sker, fordi kommunerne lukker deres urentable små folkeskoler på landet uden at skele til, at børn helt fra børnehaveklassealderen får op til 10-15 km i skole. Det afstedkommer, at forældre på landet tager sagen i egen hånd og opretter frie skoler. Det kan man vel næppe bebrejde dem? Jeg kan i hvert fald ikke. Hvis man bor på landet, så skal man også have en mulighed for skolegang for sine børn – hvordan får vi ellers holdt liv i landsbyerne? Og det må altså være en kommunal forpligtigelse at holde skolerne i gang – også på landet.
Ikke desto mindre har Folketinget netop vedtaget at gøre det muligt for frie skoler at lave afdelinger i egne kommuner eller nabokommunerne. Socialdemokratiet, som jo vil begrænse udbredelsen af frie skoler, stemte også for loven. En lov som i sin formålsbeskrivelse netop skal gøre det nemmere på landet at lade frie skoler overtage skoledriften. For første gang har vi en lov som vedtages med det formål, at de frie skoler skal stå i stedet for folkeskolen. Det er stærkt foruroligende. De frie skoler har altid været et religiøst, idelogisk eller pædagogisk alternativ til folkeskolen – nu skal vi også stå i stedet for folkeskolen.
På den måde overlades landsbyernes skoledrift til de frie skoler, og det vil ikke styrke folkeskolen eller andelen af elever i folkeskolen – tværtimod. Og samtidigt vil det være en betingelse for at bosætte sig på landet, at man enten er villig til at betale for sine børns skolegang eller lade dem transportere endog meget langt hver eneste dag.
Politikernes sprogbrug, forståelse for historien, og de ord de anvender om historien, har brug for et løft.
Jeg tror, at lærerlockouten i 2013 stadig sidder dybt i alle os, som var med for seks år siden. Og den har muligvis stadig en betydning for, hvor vi lærere sætter vores kryds på valgdagen.
I den forløbne overenskomstperiode har SF haft travlt med at sige undskyld for forløbet omkring lærerlockouten – det manglede bare.
Radikale Venstre og Socialdemokratiet har imidlertid svært ved det. Senest er Mette Frederiksen citeret i Folkeskolen for i portrætbogen om hende selv at sige om lærerlockouten: ”… Vores udspil til folkeskolereformen blev blandet sammen med bestemmelserne om lærernes arbejdstid, og det førte til et slagsmål i overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og Kommunernes Landsforening. I den proces følte lærerne, at de blev kørt over uden nogen hensyntagen til, hvordan deres dagligdag så ud".
Kære Mette Frederiksen. Vi ”følte” ikke, at vi blev kørt over – vi BLEV kørt over. Men en rettelse er på plads: det var ikke blot af KL. Det var af en velsmurt maskine bestående af kommunale og statslige arbejdsgivere og politikere, som ikke kunne holde styr på deres kasketter. Og her har jeg et behov for, at du, Mette Frederiksen, tager ansvar og siger, at det selvfølgeligt ikke var i orden, og at det er hovedårsagen til, at forældre, børn og ikke mindst lærere i disse år forlader folkeskolen til fordel for fx de frie skoler. Hvis du, Mette Frederiksen, som landets højst sandsynlig kommende statsminister vil være børnenes statsminister, så starter det med en erkendelse af, at lærerne skal have ordentlige forhold for at kunne gøre en forskel for det enkelte barn.
Hvis vi skal tro på, at vi får en ny start med en anden regering, så starter det med en erkendelse af historiens gang og ikke mindst med en erkendelse af, at fremtidige gode løsninger bliver til i fællesskab og ikke med ensidige indgreb og efterfølgende anekdoter om et forløb, der for længst er blevet dokumenteret. Tillid kommer af tro på hinanden. Ikke af skuffede forventninger.
Jeg har sagt det før her i Fælledparken. De frie skoler har brug for en stærk folkeskole. Men Danmark har også brug for de frie skoler. Så de gode løsninger for den samlede danske grundskolesektor findes ikke ved at begrænse, forbyde eller på anden vis obstruere forholdene for de frie skoler. De gode løsninger findes ved at erkende, at de bånd, som igennem de sidste ti år er lagt på folkeskolen, skal løsnes – og der må gerne skæves til de frie skoler for at se, hvordan man kan gøre det. Og de gode løsninger består ikke mindst af erkendelsen af, at det er folkeskolen, der skal løftes men ikke på bekostning af de frie skoler.
Det vil vi slås for efter et valg med alle de nye politikere, som bliver valgt.
Rigtig god 1. maj alle sammen.