Lærerne på Rynkeby Friskole mister en månedsløn

Sagen på den fynske friskole udstiller det tåbelige lønsystem, siger en harmdirrende Uffe Rostrup

D 23. oktober 2017

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef

»Det er en fuldkommen uanstændig måde, lærerne bliver behandlet på«, siger FSL-formand, Uffe Rostrup, efter at forhandlingerne om en lokallønsaftale på Rynkeby Friskole brød sammen mandag eftermiddag.

Og ifølge Uffe Rostrup afslører forløbet på Rynkeby Friskole et håbløst lønsystem og en fuldkommen ubrugelig tvistløsningsmodel.

»Hvis man nogensinde har været i tvivl, må det nu stå lysende klart: Vores lønsystem fungerer overhovedet ikke«.

Et nej koster 33.000 kr.
Lærerne på Rynkeby Friskole havde indtil i går et lokalt løntillæg på i gennemsnit 33.000 kr., men bestyrelsen ønskede ikke at forlænge lønaftalen. Den krævede, at lærerne skulle gå i gennemsnit 18.000 kr. ned i løn om året, da skolen ifølge bestyrelsen har økonomiske udfordringer.

Det tilbud sagde lærerne nej tak til. Af gode grunde. Og da parterne ikke kunne blive enige, på trods af at alle forhandlingsmuligheder er forsøgt, betyder det nu, at lærerne mister alle deres tillæg.

Lærerne mister altså i gennemsnit 33.000 kr. per lærer per år.

Sagen viser en systemfejl
Uffe Rostrup mener, at sagen illustrerer to centrale problemer med det eksisterende lokale lønsystem.

For det første bliver det assymetriske magtforhold meget tydeligt.

»Bestyrelsen behøver ikke at udvikle lønnen eller forhandle om den. For hvis der ingen aftale bliver, så bortfalder alle tillæg, og det går ensidigt ud over lærerne. Det er helt urimeligt«, siger Uffe Rostrup.

For det andet viser sagen, at arbejdsgiverne – det vil sige skoleforeningerne, ministeriet og Moderniseringsstyrelsen – nægter at tage ansvar for at få lønsystemet til at fungere.

»Arbejdsgiverne sidder bare og taler skolen efter munden. De tager intet ansvar for at udvikle lønnen, hverken på den enkelte skole eller i sektoren som helhed«.

Mød op og støt lærerne
Frie Skolers Lærerforening arrangerer demonstration onsdag den 25. oktober klokken 14.30 ved Rynkeby Friskole. Foreningen vil vise lærerne, at den bakker dem op.

Og Uffe Rostrup håber, at lærere på de frie skoler vil møde op og støtte Rynkeby-lærerne.

»Skolen behandler lærerne helt uanstændigt, og bestyrelsen viser samtidig disrespekt for hele det lokale lønsystem. Vi må vise bestyrelsen, at lærerne ikke finder sig i det her«, siger Uffe Rostrup.

deltag i debatten