Kommer konflikten?

Et blogindlæg af FSL-formand Uffe Rostrup

D 9. januar 2018

af Uffe Rostrup, Formand for FSL
Debat

”Skal vi i konflikt?”. Spørgsmålet er begyndt at dukke op i henvendelser til foreningen, og det er et godt spørgsmål, som det aldrig er let at svare på, før en overenskomstforhandling starter.

Med undtagelse af 2013, hvor arbejdsgiverne og politikerne gik efter en konflikt, så er det mit indtryk, at både arbejdsgivere og arbejdstagere normalt går til forhandlingerne med det udgangspunkt, at der skal findes gode løsninger. En konflikt er ALDRIG målet. Alle ved, at de langtidsholdbare løsninger på arbejdsmarkedet findes i gensidig forståelse og ved, at parterne indgår aftaler.

Sådan er det også denne gang. Hverken vi eller andre går til forhandlingerne med et håb om en konflikt. Men det betyder ikke, at der ikke kan komme en konflikt. Risikoen ved alle forhandlinger er, at man ikke kan finde frem til forhandlede løsninger.

Der er denne gang megen snak om lærernes arbejdstid, og at den kan udløse en konflikt. Det kan være lidt svært for mange lærere på de frie skoler at forstå. For på mange frie skoler har I fundet en måde at indrette jer på efter august 2014, og derfor kan vi have svært ved at forstå, at der er grund til at lave nye aftaler om arbejdstiden. Men det er der.

For der er desværre rigtig mange, som har affundet sig med, at ledelsen har indrettet arbejdet på en måde, som ikke er i overensstemmelse med lov 409. Der er kun lov 409 at lave skole efter, og det giver reelt skolelederne tre muligheder for at indrette arbejdstiden: fuld tilstedeværelse, lokale aftaler eller lederudmeldte timerammer med timeregistrering. Men mange ledere vælger noget helt fjerde – de laver deres eget. Det viser sig tydeligt i den undersøgelse, vi netop har gennemført i FSL. 29 procent eller næsten hver tredje af jer har ikke fået en arbejdstidsopgørelse. Og 40 procent af jer, som har fået den, mener, at der er fejl i opgørelsen. Det er fuldstændigt uacceptabelt – og det skal blive bedre.

Men vi får ingen henvendelser fra hverken tillidsrepræsentanter eller lærere om det her problem. Når man spørger, hvordan det kan være, så er det fordi, at man er bange for, at ledelserne indfører fuld tilstedeværelse – og det ønsker flertallet af lærerne på skolen ikke at have.

Men det udfordrer hele vores aftalestruktur, at vi stiltiende accepterer løsninger, som strider mod loven og reglerne. Og derfor skal vi igen tilbage til at have aftalte forhold om lærernes arbejdstid. Aftalte forhold, som gør, at begge sider af bordet i fællesskab tager ansvar for indretningen af lærernes arbejdstid. Aftalerne skal eksistere på såvel centralt som lokalt niveau.

Og så sidder nogen sikkert og tænker, at det da ville være dejligt at komme tilbage til en tid med 400 timers egentid. Sådan kommer det helt sikkert ikke til at gå. For gamle aftaler vender ikke tilbage – det gør de aldrig. Men der er forud for denne overenskomstforhandling meget stor opbakning i den øvrige fagbevægelse bag alle lærergruppers krav om en ny arbejdstidsaftale. Således har samtlige andre organisationer i stat og kommuner vist os den kæmpemæssige solidaritet, at de ikke begynder deres forhandlinger, før der er realitetsforhandlinger på lærerområderne. Det betyder i realiteten, at det først er, når vi er godt i gang med forhandlingerne om lærernes arbejdstid, at sygeplejerskerne, forsvaret, pædagogerne, politiet, socialrådgiverne og alle de andre begynder deres forhandlinger.

Og hvad er det så for en aftale, som vi mener, at vi skal have.

Tja, det er vi faktisk villige til at forhandle om, men den skal have samme værdi, som det alle andre offentligt ansatte har. Hvad det betyder, skal vi afdække i fællesskab i løbet af forhandlingerne.  

Lige præcis kravet om en arbejdstidsaftale er det svært at gå på kompromis med. Vi skal have aftalte forhold. Derfor er det så enormt vigtigt, at vi alle sammen holder sammen – for vi har brug for aftalte rammer for at sikre lærernes fremtidige indflydelse på eget arbejdsliv.

Alle overenskomstforhandlinger har en indbygget risiko for konflikt – således også OK18. Konflikt er det ultimative våben, som begge parter kan trække, når de skønner, at der ingen fremdrift er i forhandlingerne. Imidlertid er forhandlingerne kun lige indledt, så at tale om konflikt er ikke det, der ligger lige for.

Når det er sagt, så er konflikter også meget bedre at sælge aviser og e-nyheder på end fredfyldte forhandlinger, så der er et unaturligt stort fokus på konfliktsnak i medierne – et fokus som sjældent er med til at fremme gode forhandlinger og ordentlige løsninger.

Solidariteten blandt alle fagforbundene lægger et stort og væsentligt pres på forhandlingerne, som jeg håber, sætter skub i de reelle forhandlinger.

Så hvis man skal svare på det indledende spørgsmål uden omsvøb, så ved jeg ganske enkelt ikke, om der bliver konflikt eller ej. Men det er bestemt ikke det, som vi går efter, og vi har klart hørt, hvad det er, som er blevet sagt samstemmende på stort set alle overenskomstmøder, nemlig, at du og dine kolleger ikke ønsker en konflikt. Det ønske vil jeg gøre mit for at være med til at honorere. Men jeg vil ikke afskrive foreningens mulighed for at bruge det ultimative våben i vores arsenal – det sker ganske enkelt ikke, inden forhandlingerne er gået i gang.

deltag i debatten