"Kom med retningslinjer, som beskytter lærerne mod smitte"
Formanden for Frie Skolers Lærerforening, Monica Lendal Jørgensen, efterlyser centrale retningslinjer, som beskytter lærerne i skolen mod coronasmitte. Lærerne er ekstra udsatte, fordi smitten i øjeblikket vokser blandt de børn og unge, som lærerne underviser.
Og smitterisikoen findes. Det dokumenterer nye tal fra Statens Serum Institut. Den seneste brancheopdelte liste viser, at 10,65 procent af lærerne har været smittet. Til sammenligning er 7,68 procent af den samlede befolkning været smittet.
Lærerne er altså ekstra udsatte, og det kalder på centrale retningslinjer, som kan beskytte lærerne, mens de er på arbejde, siger Monica Lendal Jørgensen:
»Vi har brug for, at ministeriet og sundhedsmyndighederne overvejer, hvilke af de retningslinjer der tidligere gjaldt for grundskolen, som det giver mening at genindføre i den nuværende situation«.
Den nyvalgte formand mener, at der skal handles nu. Både for at beskytte lærerne, der er frontpersonale. Og for at undgå en fuldkommen nedlukning af skolerne, som den, der var i foråret, siger formanden:
»Vi skal forsøge at undgå den totale nedlukning. Jeg tror ikke, at nogen som helst i skoleverdenen ønsker at vende tilbage til skærm- og nødundervisning. Men det kræver en central smittebegrænsende indsats«, siger hun.
I foråret var der centrale retningslinjer med afstandskrav, krav om at undervise og holde elever i deres stamklasser, undgå elevkontakt på tværs af klasser og klassetrin, regler om hyppige test og så videre. Det er den slags, Monica Lendal Jørgensen ønsker, at myndighederne genovervejer. Og hun understreger, at retningslinjerne skal være centralt udmeldte og klare:
»Det nytter ikke noget at overlade alle beslutningerne til den enkelte skole. Det skaber kun splid, usikkerhed og smittemuligheder«.
For nylig udtalte undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at smitten på skolerne skal håndteres lokalt så længe som overhovedet muligt.
Men tiden er forpasset. Der skal sættes ind centralt nu, advarer Monica Lendal Jørgensen:
»Vi må passe på lærerne. De løser en vigtig samfundskritisk opgave helt ude ved smittefronten. Og klare retningslinjer er det eneste værnemiddel, som beskytter lærerne og deres arbejdsmiljø«, siger Monica Lendal Jørgensen.