Jorden løb igen en runde om solen, og et nyt skoleår er begyndt
Hvert år i august er verden ny på skolerne. Der er nye elever, nye forældre og nye kolleger. Der er nye skemaer og nye årsplaner, og i år har vi også en helt ny arbejdstidsaftale. Jeg håber, at alle lærere har fået nogle brugbare opgaveoversigter, som kan gøre skoleårets arbejde overskueligt, og som sikrer, at både erfarne og nye lærere er klar over, hvilke forventninger der er til det kommende års arbejde. Husk, at hvis du er i tvivl om noget vedrørende din arbejdstid, kan du som medlem altid spørge din tillidsrepræsentant eller kontakte Frie Skolers Lærerforening for råd og vejledning.
Tillidsrepræsentanten er også den, der forhandler de lokale løntillæg, og sådan som situationen er for øjeblikket med prisstigninger på stort set alle varer, er det vigtigt at løfte lønnen så meget som overhovedet muligt ved de næste lønforhandlinger på skolen. Som medlem er det derfor helt nødvendigt, at du bakker op om tillidsrepræsentanten og er med til at give et mandat forud for lønforhandlingerne.
Jeg er helt klar over, at det ikke er tilstrækkeligt at løfte lønnen med lokale lønmidler, og derfor vil vi også fortsat kæmpe for at løfte lønnen på centralt niveau ved de næste overenskomstforhandlinger, som er i 2024
På skolerne er der af gode grunde rigtig meget fokus på de nye elever, men det er vigtigt at huske, at nye lærere også har brug for særlig opmærksomhed i deres første år på skolen.
På rigtig mange skoler er der gode aftaler om, hvordan man modtager den nye kollega. Måske har man en mentorordning, hvor en erfaren lærer står til rådighed for sparring i forhold til undervisningen og i forhold til alle de praktiske spørgsmål. Måske er der afsat ekstra timer til den nye lærer, da det jo er indlysende, at der er behov for mere tid til forberedelse og refleksion. Det vigtigste er, at der er taget stilling til, hvordan man bedst hjælper den nye kollega i gang med et godt arbejdsliv på skolen.
I Frie Skolers Lærerforening har vi igen i år et tilbud om en mentoruddannelse for lærere på frie skoler, og det er også værd at bemærke, at der i den nye arbejdstidsaftale står, at man på skolerne særligt skal forholde sig til arbejdstiden for nyansatte.
Og så skal man huske, at for den nyansatte er hele skoleåret ukendt. Det er derfor vigtigt at du bliver ved med at spørge nye kolleger, hvordan det går, og om der er noget, du kan hjælpe med, lige indtil solen har gået endnu en runde, og det bliver sommer igen.
Jeg ønsker alle – både erfarne og nyansatte – et rigtig godt skoleår, og jeg glæder mig til, at vi ses på skolen, i kredsen, på vores kursuscenter, eller hvor vi nu mødes.
Sommerhilsen Monica