Jeg fik brev. Men jeg ville hellere have haft et andet

Det er skønt at få brev. Især sådan et rigtig brev, hvor nogen har skrevet til en. Det sker alt for sjældent for mig, måske fordi jeg ikke selv er flittig til at skrive til andre.

Men de fleste breve kommer i dag på mail – både de søde og de væmmelige.

I denne uge fik jeg og alle lærere på de frie skoler brev fra landets nye undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz–Theil.

Det er en god tradition, at landets undervisningsminister sender et brev til lærerne, hvor hun takker os alle for det store arbejde, som vi hver dag lægger i at danne og uddanne fremtidige generationer, og derfor siger jeg også behørigt tak for brevet.

Årets brev var nu mere en påmindelse til alle de frie skoler om, at de skal tage socialt ansvar, og at vi derfor alle sammen skal være forberedt på den diskussion om indførelse af sociale taxametre på de frie skoler, som nu vil begynde.

Man vælger ikke selv, hvilke breve man modtager. Men man har jo lov at ønske. Og jeg ville bare så meget hellere have modtaget det brev, som folkeskolelærerne fik.

I brevet til folkeskolelærerne sætter ministeren fokus på børnene, som de vigtigste i vores liv, og som spejl for, om vi som samfund gør det godt nok. I brevet skriver hun også om, at hun vil arbejde på at ”… genopbygge den tillid, der led et knæk, sidst Socialdemokratiet havde regeringsmagten. Forløbet var uskønt, og det kommer ikke til at gentage sig (…). Tillid skal vindes gennem handling”.

Mange af disse budskaber ville jeg som lærer på en fri skole gerne have modtaget. Jeg ved, at hun ikke har glemt, at også lærerne på det frie skoleområde var omfattet af konflikten i 2013, og at vi også arbejder under den tåbelige Lov 409.

Børnene er ligesom i folkeskolen helt centralt placeret i enhver lærers hjerte, og derfor kunne de mange fine tanker til folkeskolelærerne lige så godt gå til os.

Jeg håber, at det ikke er et udtryk for mistillid eller ringeagt for lærerne og de frie skoler, at vi får et brev, som er betydeligt mere …. lad os bare kalde det reserveret. For de mere end 120.000 elever på de frie skoler har fantastiske lærere, som fortjener præcis den samme ros og anerkendelse for deres arbejde, som deres kolleger i folkeskolen.

Jeg håber i det fremtidige samarbejde, at den nye minister vil anerkende os alle i grundskolen for den indsats, som vi hver dag gør, for at være den bedste lærere vi kan være for fremtidens generationer.

I mellemtiden vil jeg igen glæde mig til at få brev fra ministeren, da jeg faktisk har stor respekt for hendes viden og indsigt i området.