Gruppekram, fællesskab og brandtaler ved Forligsinstitutionen

Ved gårsdagens faneborg foran Forligsinstitutionen var fællesskabsfølelsen i fokus

D 24. april 2018

Overenskomstforhandlingerne er fortsat i gang, og for at bakke op om forhandlerne samles offentligt ansatte fra nær og fjern foran Forligsinstitutionen til faneborg. En af deltagerne ved gårsdagens faneborg er Minna Riis, der er formand for kreds 7 i Frie Skolers Lærerforening. For hende var det særligt sammenholdet, der gjorde faneborgen til noget helt specielt.

»Vi var der for en fælles sag, og stemningen var meget opmuntrende i forhold til konflikten i 2013«, siger Minna Riis og fortæller, at når man sammen venter på, at forhandlerne kommer ud af Forligsinstitutionen, så bidrager det til en anderledes stemning.

»Vi var der, da forhandlerne kom ud og så meget mismodige ud. Mens de udtalte sig til journalisterne, var der helt stille. Men da journalisterne var gået, var der en, der råbte ”gruppekram”, og så fik forhandlerne et kæmpe gruppekram«, fortæller Minna Riis.

I løbet af eftermiddagen og aftenen var der både musik og taler, og for Minna Riis var det en fed oplevelse at høre formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup, holde tale.
»Det var helt specielt at høre alle klappe og fløjte af vores formand. Uffe Rostrup er en fantastisk god taler, så det var rigtig, rigtig godt«, siger Minna Riis.

For Minna Riis er det vigtigt at være med til arrangementer som faneborgen i går, både for at vise, at Frie Skolers Lærerforening er en del af noget større, og for at sende forhandlerne godt af sted med faner og opbakning.

Når de forskellige faggrupper står skulder ved skulder og bakker op om forhandlerne, så kommer man ifølge Minna Riis til at tale med hinanden om de arbejdsforhold, man hver især arbejder under.

»Der er mange, der spørger, hvordan det er med lærernes arbejdstid. Og jeg blev klogere på både politiets arbejdstid, og hvad det betyder for HK’erne at have betalt spisepause«, fortæller Minna Riis.

 

Der var både taler, kampråb og musik fra scenen, da de offentligt ansatte var samlet for at bakke op om forhandlerne ved Forligsinstitutionen. Foto: Philip Davali

Flere medlemmer af Frie Skolers Lærerforening var samlet ved faneborgen foran Forligsinstitutionen i går. Foto: Philip Davali

Helt personligt bliver jeg altid stolt, når jeg får lov til at holde fanen.

Foto: Philip Davali

deltag i debatten